15/09-10
-
Pressemeddelelse
Godt syn - hele livet!
For første gang er der en kommune, som sætter fokus på syn. Slagelse Kommune mener, at alle borgere har brug for et godt syn - hele livet. Derfor udgiver kommunen nu en pjece, som giver mulighed for, at man selv kan kontrollere sit syn og opdage, hvis synet begynder at aftage.
På en meget enkel måde kan man selv undersøge afstandssyn, læsesyn, kontrastsyn og synet omkring centrum af synsfeltet. Opdager man, der er noget galt med synet, er det vigtigt at blive undersøgt hos en optiker eller øjenlæge.
Med pjecen "Godt syn - hele livet" ønsker Slagelse Kommune at være med til at forebygge alvorligt synstab og ulykker på grund af dårligt syn, og derved medvirke til at borgerne bevarer en god livskvalitet.
Synet ændrer sig i årenes løb. Ofte kommer ændringerne langsomt, så man ikke selv bemærker, at synet bliver dårligt. Det giver en øget risiko for ulykker hjemme, på jobbet og i trafikken. Desværre medfører det også, at mange mennesker først meget sent kommer til øjenundersøgelse og behandling.
Udover anvisning på enkle undersøgelser af synet, giver pjecen "Godt syn - hele livet" også gode råd om forebyggelse af dårligt syn og oplysning om hvilke øjensymptomer, man skal være opmærksom på.
Formand for Kultur og Fritidsudvalget Anders Nielsen udtaler: "Jeg håber, at rigtig mange mennesker får glæde af pjecen "Godt syn - hele livet". Et godt syn er vigtigt for vores udfoldelsesmuligheder, og jeg er glad for at Slagelse Kommune gennem denne pjece får mulighed for at sætte fokus på emnet."
Pjecen 'Godt syn - hele livet' vil kunne fås hos praktiserende læger, øjenlæger, optikere, på apoteker, biblioteker og aktivitets- og plejecentre i Slagelse Kommune.
Pjecen udgives på Ældrerådets initiativ, og øjenlæge Jørgen Bruun-Jensen har udviklet pjecens indhold.
Relevant information
http://www.slagelse.dk