29/10-10
-
Pressemeddelelse
Kulturcafé sætter fokus på gavlmaleriprojektet
Tidligere på året startede Slagelse Kommune i samarbejde med Slagelse Kulturråd et nyt gavlmaleriprojekt, hvor borgerne blev opfordret til at komme med forslag og input til gavlmalerier. Nu inviterer Slagelse Kulturråd alle interesserede til kulturcafé om gavlmalerierne.
Denne eftermiddag er kreative idéer, åben dialog og debat om temaer til gavlmalerier i by og på land på programmet. Så hvis du er interesseret i at følge gavlmaleriprojektet og selv sidder inde med nogle input og idéer, så mød op til Kulturcaféen søndag 7. november 2010 kl. 14.00-17.00 i foredragssalen på Slagelse Bibliotek.
Kom og se de indsendte forslag
Gavlmaleriprojektet er kun ét af de kulturelle projekter rundt om i kommunen, som Slagelse Kulturråd er involveret i. Slagelse Kulturråd er en paraplyorganisation, som består af en række lokale ildsjæle, hvor medlemmerne har en bred vifte af kulturelle kompetencer og erfaringer.
Nu inviterer kulturrådet til åben dialog om gavlmaleriprojektet i foredragssalen på Slagelse Bibliotek 7. november kl. 14-17. Her kan alle gode idéer og input blive vendt og drejet, inden penslerne fattes og pynter kommunens gavle med alverdens farver.
Tidligere opfordrede Slagelse Kulturråd og Center for Kultur og Fritid i Slagelse Kommune alle kommunens borgere til at indsendeforslag til placering, kunstner og motiver for gavlmalerierne. Flere borgere har taget opfordringen til sig og sendt forslag. På kulturcaféen er der mulighed for at se de forskellige forslag.
Hvad kan gavlmalerier gøre?
Til kulturcaféen vil de fremmødte også få mulighed for at få både inspiration og mere viden omkring gavlmalerier og deres funktion. Tom Jørgensen, redaktør for Kunstavisen, gæster kulturcaféen, og han vil bl.a. indvie tilhørerne i, hvordan gavlmalerier er med til at sætte deres præg på omgivelserne på en helt anderledes måde end anden kunst.
Herefter vil der være mulighed for at drøfte idéer og input i forhold til gavlmaleriprojektets overordnede mål, som er sammenhængskraft. De kommende gavlmalerier skal nemlig ikke kun være flotte kunstværker, som kommunens borgere og andre kan nyde. Derimod skal gavlmalerierne også være med til at binde hele kommunen sammen.
Sammenhængskraft og synergi på tværs af kommunen
"Målet med gavlmaleriprojektet er at skabe sammenhængskraft og synergi i Slagelse Kommune på tværs af de gamle kommunegrænser. Derfor inddrager vi også borgerne og lokale aktører fra hele kommunen, så vi kan få så mange gode idéer og forslag som muligt. Samtidig håber vi også, at lokale kunstnere vil bidrage, så projektet får et så lokalt præg som muligt", udtaler Anders Nielsen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
"Ud over de tomme gavle så ser jeg gerne, at vi i forlængelse af gavlmaleriprojektet sammen med Slagelse Kulturråd går i gang med at se nærmere på de mange triste og grå siloer, som vi har rundt om i kommunen. De kunne også godt trænge til at blive frisket lidt op og endda blive kulturelle søjler, hvis de blev dekoreret på samme måde som gavlmalerierne", slutter Anders Nielsen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Relevant information
http://www.slagelse.dk