03/09-13
-
Pressemeddelelse
Danskerne smider tøjet på stranden - og på de sociale medier
Danskerne er det folkefærd, der er mest tilbøjelige til at gå topløse, og samtidig deler vi oftest vores strandbilleder på sociale medier. Det viser en ny global undersøgelse om strandferie fra Expedia. Danskerne er samtidig dem, der bekymrer sig mindst om at tabe sig og komme i form inden strandsæsonen.
Beach Report 2013, en ny global undersøgelse fra verdens største online rejsebureau, Expedia, viser, at vi danskere er langt fra blufærdige. I undersøgelsen, der omfatter flere end 20 nationer i Europa, Asien og Syd- og Nordamerika, er danskerne faktisk det folkefærd, der har det mest afslappede forhold til at gå topløse og dele strandbilleder på sociale medier. 40 pct. af de danske kvinder har ifølge undersøgelsen selv gået topløse, mens præcis ligeså mange procent af danskerne er helt afslappede omkring at dele billeder af sig selv i badetøj på sociale medier.
"Danskerne er kendt for at have et afslappet forhold til deres krop og seksualitet. Derfor er det ikke så overraskende, at danskerne føler det naturligt at være letpåklædte på stranden og samtidig dele deres strandbilleder på sociale medier som Facebook. Resultaterne fra Expedias globale undersøgelse Beach Report 2013 er et godt eksempel på, hvor forskellige kulturer kan være fra land til land. Tager man f.eks. bare over den svenske grænse, er det kun 26 pct., der har prøvet at solbade uden overdel. Det er netop de mange små kulturforskelle, der gør det så spænende og lærerigt at rejse," siger Susanne Svensson, nordisk marketing ansvarlig hos Expedia.
Danskere er topløse og gode venner med Facebook
40 pct. af de danske kvinder har som tidligere nævnt ligget topløse på stranden. Det er den højeste procentdel blandt alle de deltagende lande i undersøgelsen. I resten af Europa gælder det samme i gennemsnit kun for 26 pct., mens tallet på globalt plan er helt nede på 14 pct. Sammenligner vi os med vores nordiske naboer, går 31 pct. af de norske kvinder topløse, mens kun 26 pct. af de svenske kvinder smider overdelen på stranden.
Undersøgelsen tyder generelt på, at vi i Danmark har et afslappet forhold til vores krop. Danskerne er nemlig også den nation, hvor flest har det fint med at dele deres letpåklædte strandbilleder. Hele 40 pct. af danskerne opfatter således sig selv som afslappede og har ikke noget imod, at et billede af dem selv i badetøj havner på et socialt medie som f.eks. Facebook. I Sverige er det kun 34 pct. og i Norge 27 pct. af befolkningen, der har det på samme måde.
Det er dog ikke alle danskere, der er lige villige til at vise sig frem i bikini og badeshort. 22 pct. af danskerne vil kun dele deres strandbilleder på sociale medier, hvis de får lov til at posere til kameraet og godkende billedet efterfølgende, og 34 pct. af danskerne svarer, at de aldrig ville dele deres strandbillede på sociale medier. Globalt set er det kun 26 pct., der er helt afslappede omkring at dele deres billeder på sociale medier. 35 pct. vil på globalt plan godkende billedet først, mens hele 40 pct. aldrig ville gå med til at dele deres billede på nettet.
Pas på med at smide tøjet i udlandet
Når det kommer til, hvem der er mindst afslappede omkring det at være topløs, topper japanerne og malajerne listen. Her har mindre end 5 pct. prøvet at være topløse, og denne tendens er generelt gældende for de asiatiske lande. Samme form for blufærdighed ser man i de latinamerikanske nationer, hvor kun 12 pct. i Mexico og 6 pct. i Brasilien har prøvet at ligge uden overdel på stranden.
"En vigtig del af rejseoplevelsen er at lære en ny lokal kultur at kende, men det er også en fordel at kende lidt til kulturen, inden man rejser, så man ikke begår pinlige fodfejl, såsom at smide tøjet på en strand, hvor det ikke er tilladt. I løbet af sommeren vil Expedia derfor dele ud af nyttige tips og opfordre andre til på Facebook selv at dele deres viden om kendte feriedestinationer, så man på den måde kan hjælpe hinanden med at få mest ud af ferien," tilføjer Susanne Svensson.
Deller eller ej - vi elsker stranden
I den globale undersøgelse er der også blevet spurgt til, om man nogensinde har udskudt en ferie for at få mere tid til at komme i form til stranden. Det svarer kun 1 pct. af danskerne ja til, hvormed danskerne er det mindst forfængelige folkefærd i hele undersøgelsen. Det globale gennemsnit er på 10 pct., mens hele 18 pct. af brasilianere, 23 pct. af malajerne og 26 pct. af inderne har valgt at udskyde ferien for at komme i form. Blandt svenskerne er det 3 pct., der bekymre sig om de ekstra kilo på sidebenene, mens 5 pct. af nordmændene har valgt at udskyde en ferie for at blive strandlækker.
Om undersøgelsen:
Expedias undersøgelse, Beach Report 2013, er gennemført i 21 lande. Undersøgelse blev gennemført online fra den 19. april til den 15. maj 2013 i Europa, Nordamerika, Sydamerika og Asien af Harris Interactive blandt 8.606 respondenter over 18 år, heraf 300 danskere. For at kvalificere undersøgelse havde alle respondenterne enten været på strandferie inden for de seneste 12 måneder eller var tilbøjelige til at tage en strandferie inden for de næste 12 måneder. For flere informationer om undersøgelsens fremgangsmåde, herunder vægtning af variabler, kontakt venligst: expediapr@hlgrp.com.
Følgende lande var en del af undersøgelsen: Australien, Brasilien, Canada, Danmark, Frankrig, Tyskland, Irland, Indien, Italien, Japan, Malaysia, Mexico, Holland, New Zealand, Norge, Singapore, Spanien, Sverige, Sydkorea, Storbritannien og USA.
Om Expedia
Expedia.dk er en del af Expedia Group, verdens førende onlinebaserede rejsevirksomhed med adgang til 205.000 hoteller over hele verden, mere end 300 flyselskaber samt et bredt udvalg af biludlejningsfirmaer og aktiviteter. Ved at kombinere valgmuligheder med avancerede søgeværktøjer hjælper Expedia.dk rejsende med at finde og sammensætte den rejse, der passer bedst til deres individuelle behov. Ved at lave personlige pakkerejser, hvor fly og hotel blev booket sammen, sparede vores kunder sidste år mere end 1.000 kr. pr. booking (baseret på gennemsnitsprisen på en booking af en pakkerejse med fly + hotel).
Virksomheden fokuserer på mere værdi for brugerne for både fritids- og forretningsrejsende og assisterer rejseleverandører med merefterspørgsel og direkte bookinger. Via Expedia Media Solutions får annoncører mulighed for at nå et meget bredt publikum af rejseforbrugere. Expedia administrerer desuden bookinger for nogle af verdens førende flyselskaber og hoteller, for adskillige anerkendte brands, de mest besøgte hjemmesider og for tusindvis af aktive rejsepartnere via Expedia® Affiliate Network.
Expedia, Expedia.dk og Expedias fly-logo er varemærker eller registrerede varemærker tilhørende Expedia Inc. i EU og visse andre jurisdiktioner. Alle andre varemærker tilhører deres respektive ejere. ©2013 Expedia, Inc.
Få adgang til vores database:
Som verdens største online rejsebureau med tusindvis af solgte rejser dagligt har vi adgang til en af de mest omfattende og detaljerede databaser i verden med oplysninger om forbrugeres rejseadfærd. Hvis du som journalist eller medier vil have specifik viden om et emne, som du er ved at skrive om, så tøv ikke med at kontakte os.
Firma
Expedia.com Ltd
The Angel Building, 407 St John Street
London,
Danmark
+45 42 44 38 46
+45 42 44 38 46
http://www.expedia.dk