Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/05-09   -   Pressemeddelelse

Ford scorer 40.000 kvinder på en måned

Ford høster nu frugterne af deres seneste Ford Fiesta-kampagne, der via sociale netmedier skal ændre kvindernes syn på Ford. På blot en måned besøgte 40.000 kvinder det danske kampagnesite og ifølge den seneste kvartalsopgørelse fra bilstatistik.dk, er Ford Fiesta Danmarks mest solgte bil. Andrea Elisabeth Rudolph er en af de danske kvinder, der har forelsket sig i den nye Ford Fiesta.

Trods finanskrise og et presset bilmarked er det på få måneder lykkedes Ford at skabe synlige resultater med deres seneste Ford Fiesta-kampagne. Frem for traditionelle reklamekanaler var hele tanken bag marketingkonceptet at involvere kvinderne gennem indhold på nettet, blandt andet på online portalen MSN. Kernen i marketingkonceptet var et webbaseret livsstilsprogram i 12 afsnit med titlen BOOST, hvor tre kvinder kører rundt i hver sin Ford Fiesta og tester tidens mode- og skønhedstrends. Kampagnen handlede altså om alt andet end ventiler og hestekræfter. Og det har åbenbart været vejen til kvindernes hjerter. Et af de kvindehjerter bilen har fundet vej til tilhører Vild med Dans værtinden, Andrea Elisabeth Rudolph. Ifølge Andrea får hun med Fiesta'en en trendy bil, der samtidig har den rigtige miljøprofil.

"Det at tage et fornuftigt valg behøver bestemt ikke være kedeligt. Det synes jeg, at Fiesta ECOnetic er et rigtig godt eksempel på. Nu er der ingen undskyldning for dagligt at køre rundt i en stor benzinsluger, der belaster miljøet mere end højst nødvendigt," siger Andrea Elisabeth Rudolph, som fandt et perfekt match i sin trendy Fiesta ECOnetic.

Andrea Elisabeth Rudolph er ikke den eneste kvinde, som er faldet for den nye Ford Fiesta. I februar måned besøgte godt 40.000 kvinder det danske kampagnesite for at se de 12 livsstilsprogrammer, som Ford har haft mediebureauet Mindshare og Nordisk Film til at producere. Til sammenligning fik etablerede danske livsstilsmedier som altfordamerne.dk 37.500 besøg og eurowoman.dk 22.553 i samme måned.

Mest solgte bil
Hos Ford glæder man sig over de seneste salgstal i Danmark, der fra første kvartal viser, at Ford Fiesta er Danmarks mest solgte bil.

"Ford Fiesta-kampagnens formål var ikke at skabe salg nu og her, men i stedet at flytte holdninger til bilkøb og ændre vores image blandt yngre kvinder over en længere periode. At Fiestaen lige nu er Danmarks mest solgte bil er blot en glædelig ekstra gevinst, som vi er yderst tilfredse med," siger Claus Broch, salgs- og marketing manager i Ford Motor Company.

Fortjenesten ligger ifølge Claus Broch i valget af medie: "Fiestaen er rettet specielt mod kvinder mellem 25 og 45 år, og den målgruppe finder man altså ikke i bilmagasinerne, til åbent hus arrangementer eller på annoncesiderne i bilsektionen. De er på internettet, i livsstilsprægede magasiner og sociale netmedier. Og ved at bruge disse medier er det lykkedes os at fortælle kvinderne, hvad Ford også er," siger Claus Broch.

Ikke kun kvinderne er faldet for Fiesta'en. Også de danske motorjournalister har et godt øje til bilen. Ford Fiesta er kåret til Årets Minibil og Årets GTI af Autobild.dk. Og den er samtidig kåret som "Bedste minibil, Basta" af Bilmagasinet. I tillæg har Ford Fiesta modtaget den prestigefyldte Red Dot pris i kategorien for internationalt produktdesign.

Mærket er støvet af
Ifølge analyser fra mediebureauet Mindshare har kampagnen også resulteret i en ændret opfattelse blandt målgruppen. I en kendskabsanalyse fra slutningen af december 2008 mener kun 2 %, at Ford er det mest populære mærke på markedet. Denne andel var øget til 31 %, da Mindshare i uge 15 foretog endnu en kendskabsanalyse.

For yderligere info kontakt venligst:

Lene Dahlquist, pressechef i Ford Motor Company
Mobile: +45 40 32 82 68

Claus Broch, salgs- og marketing manager i Ford Motor Company
Mobile: +45 40 13 79 96

Jan Godsk, Branded Content Manager, Mindshare
Mobile: +45 31 67 44 63

Kort om Ford Fiesta-kampagnen BOOST
Kernen i online-kampagnen er et webbaseret livsstilsprogram i 12 afsnit med navnet BOOST, hvor tre kvinder kører rundt i hver sin Fiesta og tester tidens stil- og skønhedstrends. Det er altså tips og tricks om mode og skønhed, der har været det bærende element i kampagnen og ikke selve bilen.
Om Ford Motor Company
Ford Motor Company fremstiller eller distribuerer biler på seks kontinenter. Med omkring 205.000 medarbejdere og godt 90 fabrikker på verdensplan. Omfatter mærkerne Ford, Lincoln, Mercury og Volvo. Selskabet leverer finansielle tjenesteydelser gennem Ford Motor Credit Company. Mere information om Fords produkter kan findes på www.ford.com

Relevant information

http://www.ford.dk


Pressekontakt


Firma

Ford Motor Company
Borupvang 5 D-E
2750 Ballerup, Danmark

  43480620
  43480620

http://www.ford.dk

Modtag nyheder fra Ford Motor Company på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire