20/05-09
-
Pressemeddelelse
Nyt bureau vil være medejer af kunderne
Det nystartede bureau SPEKTR vil bogstaveligt talt tage ejerskab i deres kunder. Det giver iværksættere med en god idé mulighed for et markedsføringsmæssigt rygstød fra start, som de ikke ville have råd til, hvis de skulle ud at købe et bureau på timebasis.
"Ofte står iværksættere med en god idé, men mangler de rette redskaber til at komme ud over rampen med deres produkt. Mange ville have glæde af at tænke markedsføringen ind i produktudviklingen fra et tidligt tidspunkt, men de færreste har råd til at have et dyrt reklamebureau med på sidelinjen under hele processen," siger iværksætteren bag SPEKTR, Martin Thim.
Derfor vil han tilbyde partnerskaber til nogle af sine kunder. Det kommer i praksis til at betyde, at SPEKTR bliver medejer af kundens forretning. Til gengæld investerer SPEKTR en masse tid og idéer i kunden, der på den måde får en massiv marketingindsats uden at løbe en stor økonomisk risiko.
Idéen fik Martin Thim, da han selv involverede sig i projektet Naturvenlighosting, der sælger bæredygtig webhosting:
"Vi er tre marketingfolk, der har brugt et år på at skabe Naturvenlighosting, og det gik hurtigt op for os, at vores faglige baggrund var en kæmpe fordel fra begyndelsen. Det lykkedes os faktisk at få rejst fire millioner kroner, og det gav os et stort forspring at have styr på, hvordan vi skulle markedsføre idéen fra start," fortæller Martin Thim. Senere gav finanskrisen investorerne kolde fødder, og Naturvenlighosting kører i dag videre på noget lavere blus. Til gengæld satte processen nogle tanker i gang hos Martin Thim.
"Det viste sig gang på gang, at det virkelig åbnede døre og gav os et stort forspring, at vi havde en markedsføringsstrategi og noget materiale, når vi skulle mødes med investorer og andre interessenter. At vi havde tænkt de tanker ind i udviklingen fra start var også med til at skabe nogle unikke produkter, sammenlignet med hvad der ellers var på markedet, " siger Martin Thim.
Den erfaring vil Martin Thim nu omsætte til værdi for sine kunder ved at gå ind som medejer i projekter, han tror på. Partnerskabsmodellen kendes blandt andet i USA og England, men er endnu ikke særligt udbredt herhjemme.
Alle brancher kan som udgangspunkt bruge modellen, men Martin Thim peger på musikbranchen som et oplagt eksempel.
"De seneste år er der på blevet vendt op og ned på musikbranchen. Muligheden for at downloade musik fra nettet har for alvor udfordret pladeselskaberne og givet nye rammer for, hvordan man kan komme ud med sin musik. Gennem direkte partnerskaber med kunstnerne kan vi gå ind og sørge for alt fra markedsføring til distribution og booking," siger Martin Thim. På den måde bliver pladeselskabet overflødigt - og kunstnerne beholder de rettigheder, som de ellers ofte ville være tvunget til at overdrage.
Fotos kan downloades i tiff-format til og med den 27. maj 2009 fra:
www.yousendit.com/download/MnFqV296Qzc5NVYzZUE9PQ
Relevant information
http://www.spektr.dk