01/10-08
-
Pressemeddelelse
Reklamebureau bekæmper kulør
Danske Yellow Advertising har gjort retslig indsigelse mod det kreative koncepthus Yellow Cock Studios generelle brug af ordet 'Yellow'. Sagen virker bizar for den århusianske tænketank Yellow Cock, der før brevet fra advokaten aldrig havde hørt om den danske afart af Yellow Advertising.
Stridens kerne er, at Yellow Advertising påberåber sig ret til at have noget nær patent på brugen af ordet 'Yellow' indenfor reklamebranchen og henviser til både Markedsførings- og Varemærkeloven. Yellow Cock er forundrede over den danske henvendelse, idet de indtil sagens opståen, kun havde lagt mærke til Yellow Advertisings australske navnebror (yellowadvertising.com).
"I bund og grund er det jo et spørgsmål om at vælge sine kampe. Vi bruger vores energi på at være kreative af lyst og på kommando, mens Yellow Advertising tilsyneladende hellere vil stå stejlt på almenkendte bogstavkombinationer. De har følt sig truet af os, og derfor har de reageret, som de har gjort. Vi føler os modsat ikke truede af Yellow Advertising - og derfor vælger vi at trække på smilebåndet i stedet for at trække nogen i retten. Men sådan er vi jo så forskellige", udtaler Stine Szlavik fra Yellow Cock.
To be or not to be... Yellow
På nuværende tidspunkt ligger bolden igen hos Yellow Advertising idet Yellow Cock har meddelt modpartens advokat, at de på ingen måde er enige i indsigelsen om retten til brugen af ordet "Yellow" i markedsføringssammenhænge.
For det første fordi ordet "Yellow" allerede indgår i flere virksomhedsnavne, der nationalt og internationalt beskæftiger sig med eller lægger sig kraftigt op ad markedsføringsbranchen. For det andet fordi Yellow Cock ikke mener, at Yellow Advertising kan påberåbe sig retten til et så almindeligt ord som "Yellow", med mindre ganske særlige vilkår gør sig gældende i forbindelse med virksomhedens kendskabsgrad i markedet, alder og signifikant størrelse.
"En dynamisk og moderne samarbejdspartner er aldrig længere end et klik væk, og derfor er det da påfaldende, at Yellow Advertising føler det nødvendigt at herske over brugen af en så almindelig term som 'Yellow', når der internationalt og nationalt er bureauer og virksomheder, der har brugt de eksakt samme navne i årevis" forklarer Thomas Priskorn fra Yellow Cock.
---
Vedhæftede billedmateriale kan frit viderebringes i såvel trykte som elektroniske medier, og yderligere information kan fås via nedenstående kontaktoplysninger:
Relevant information
http://www.yellowcock.dk