19/07-11
-
Pressemeddelelse
FitforKids - Hensynsfulde Vægttabsprogrammer til børn
De seneste dages debat om den stigende overvægt blandt danske børn viser tydeligt, at de danske kommuner står overfor et stadigt voksende problem, uden en nem løsning.
Sundhedsminister Bertel Haarder udtalte d. 10. juli 2011 at, "vi har ikke fundet de vise sten, og vejen frem er at vi sigter på, at børnene ikke overtager deres forældres dårlige vaner". På såvel politisk som folkeligt plan ser det endelig ud til at holdningen er: Problemet kræver handling nu!
Og det er rigtigt, at vi ikke har noget nemt fedme-fix. Men vi har løsninger, der hjælper og der er noget vi kan gøre! Foreningen FitforKids har mange års erfaring med at afvikle succesfulde vægttabsforløb til børn og udvikle vægttabsprogrammer i samarbejde med flere kommuner. FitforKids har haft hold i Københavns kommune, Frederiksberg, Høje Taastrup, Brøndby og Albertslund kommuner og senest afsluttet et forløb i Ballerup kommune, hvor børnene i gennemsnit tabte sig 3.1 kg. og reducerede deres fedtprocent med 5.1 %.
Vi arbejder ud fra visionen om et Danmark med glade, sunde og livskraftige børn med stærk selvtiltro og overskud til sig selv og andre. Vi synes, det er for dårligt af vores samfund, at vi ikke er bedre til at lære vores børn og unge værdien af en sund og aktiv livsstil. Det kan simpelthen ikke passe, at så mange unge og så mange børn skal døje med overvægt og dårlig kondi. Danmarks børn og unge har ret til at få hjælp, inspiration og støtte til at lære glæden ved fitness, motion, sport og en sund livsstil at kende.
FitforKids vinder gehør og respekt over alt, fordi vores holdning er klar:
· at sund livsstil, herunder vægttab, er læring; dvs. en evne vi kan opøve.
· at overvægt er multifaktorelt bestemt, blandt andet resultat af en samfundskultur.
· at inaktivitet/overvægt er et familie- /livsstilsproblem og ikke barnets problem
Vi har som samfund, som forældre og som medejere af Danmark en ret og en pligt til at gøre en indsats og løse overvægtsproblemet.
FitforKids' vægttabsprogram er udviklet gennem mere end 10 år, i samarbejde mellem diætister, fitnessinstruktører og sundhedspersonale, og går målrettet efter at give børnene gode vaner fra starten af livet, der varer hele livet.
Overvægt hos børn er ikke et uløseligt problem som ingen har ansvaret for. Overvægt hos børn er en tilstand som kan behandles - det er vores pligt at se til at det sker!
FitforKids er en non-profit folkeoplysende forening, der ifølge vedtægterne har som formål at virke til oplysning om, udvikling og afvikling af vægttabs- og træningsforløb, specifikt tilrettelagt for overvægtige og idrætsusikre børn i alderen 7 - 15 år.
Foreningens aktiviteter finansieres af private og offentlige fonde samt kommunale tilskud.
Har du lyst til at høre mere om vores programmer og fripladser på vores hold, så kontakt os på 70 222 898 eller via email info@fitforkids.dk.
Relevant information
http://www.fitforkids.dk