Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/05-13   -   Pressemeddelelse

Ny udstilling i Sorø hylder Danmarks svar på Route 66: Hovedvej 1 tværs over Sjælland

Hovedvej 1 tværs over Sjælland fra København til Korsør og videre over Fyn og Jylland til Esbjerg havde samme betydning for Danmark i 50'erne og 60'erne, som Route 66 havde det for USA. Det har danskerne bare glemt i takt med at motorvejene har indtaget det danske landskab.

Nu er der mulighed for at genopleve bilismens barndom i Danmark med tankstationer med tankpassere, broderede skiltepuder i bagruden, søndagsskovture med picnic borde og klapstole, storebæltskaffe, ishuse og kørende service motorcyklister fra Falck og FDM langs hovedvejene.

Hovedvej 1 - et stykke glemt Danmarkshistorie
Det er Sorø Museum, der har støvet de broderede skiltepuder fra 60'erne af for at fortælle historien om et stykke glemt infrastruktur, de fleste danskere have et forhold til tilbage i 50'erne og 60'erne.

Hovedvej 1 - og senere hovedvej A1 - fra København til Esbjerg var hovedfærdselsåren mellem Øst- og Vestdanmark. Især strækningen over Sjælland gennem Ringsted, Sorø og Slagelse til Halskov Færgehavn var særdeles velkendt af danske bilister, der især om sommeren måtte væbne sig med tålmodighed, når trafikken på Hovedvej 1 var så tæt, at der ofte kunne være kilometer lange køer på hovedvejen - ikke mindst når bilerne nærmede sig Halskov Færgehavn ved Korsør.

Bilismens guldalder var perioden fra 1953 til 1973
Udstillingen på Sorø Museum hedder "Da far fik bil", og beskæftiger sig med perioden fra 1953, hvor hastigheden blev givet helt fri på de danske landeveje - frem til oliekrisen i 1973, hvor galoperende benzinpriser og bilfrie søndage satte en brat stopper for søndagsturene. De er disse 20 år, der betragtes som bilismens guldalder - både i Danmark og i USA, hvor Hovedvej 1's amerikanske storebror, Route 66 også havde sin storhedstid.

Hovedvej 1 var Danmarks svar på Route 66
Det er turistchef Jesper Nygaard fra Sorø Event- & Turistbureau, der har bedt Henrik Lange, redaktør på Danmarksportalen Highways.dk og USA-portalen Highways-USA.com, om at se udstillingen. Han kender både Hovedvej 1 i Danmark og Route 66 i USA og har skrevet artikler om begge hovedfærdselsårer:

- Hovedvej 1 er uden at overdrive Danmarks svar på Route 66. Det var ikke mindst på Hovedvej 1 at familien Danmark luftede "fars nye bil", når turen fx gik til Fyn eller Jylland for at besøge familien. Og når man så kradser lidt i overfladen, som Sorø Museum har gjort det i forbindelse med denne udstilling, så pibler det jo frem med historier og mennesker, som har arbejdet langs med Hovedvej 1 som mekanikere, tankpassere eller har varetaget andre servicefunktioner langs hovedvejen. Hertil kommer så alle dem, der kan huske søndagsturene på hovedvejen - med de tilhørende bilkøer, siger Henrik Lange fra Highways.dk

Dansk populærkultur fra 50'erne og 60'erne skal bevares
- Man kan undre sig lidt over, at ingen hidtil for alvor interesseret sig for den gamle Hovedvej 1, selvom den stadig ligger der stort set uberørt hele vejen fra Rådhuspladsen over Sjælland og Fyn til Jylland og Esbjerg, fortsætter Henrik Lange. Faktisk kan man ærgre sig lidt over, at der ikke er gjort nogen nævneværdige anstrengelser for til at bevare noget af den populær- og bilkultur fra 50'erne og 60'erne, som Hovedvej 1 repræsenterer - fx i form af støtte til renoveringer af gamle bevaringsværdige tankstationer med særlige arkitektoniske kvaliteter eller måske en pulje med penge til renovering af gamle neonskilte, som man kender det fra USA, siger Henrik Lange.

- Vi skal huske at bevare noget at vores nyere populærkultur fra 50'erne, 60'erne og 70'erne, som masser af danskere stadig kan huske. Og helst ude i virkeligheden, hvor tingene har en funktion, så de ikke kun kan opleves på museum. Det er jo netop det, Hovedvej 1 handler om: Frihed, køreglæde og oplevelser i bil eller på motorcykel, siger Henrik Lange.

Han håber på, at udstillingen om Hovedvej 1 i Sorø kan være med til at skabe en større opmærksomhed omkring værdien ved at bevare ting fra den nyere danske populærkultur, som bilkulturen i Danmark op gennem 50'erne og 60'erne er en væsentlig del af.

Da far fik bil kan ses frem til 20. oktober 2013
Udstillingen Da far fik bil på Sorø Museum fokuserer på Hovedvej 1 fra Ringsted over Sorø gennem Slagelse og til Korsør og Halskov Færgehavn - selvom der også er afstikkere til andre dele Hovedvej 1. Faktisk var det først så sent som i juni 1995, at den sidste stump af Hovedvej 1 på Sjælland - der på det tidspunkt hed E66 - blev opgraderet fra landevej til motorvej, da motorvejs strækningen mellem Ringsted og Slagelse åbnede - i øvrigt kun tre år før, at motorvejen over Storebæltsbroen åbnede.

Udstillingen om Hovedvej 1 på Sorø Museum kan ses frem til den 20. oktober 2013 i museets åbningstid, og der er gratis adgang.

Tilknyttede fotos:
Soroemuseum_vejpatrulje.jpg
Billedtekst: FDM og Falck havde i 1960'erne motorcykel vejpatruljer kørende langs bl.a. Hovedvej 1 i Danmark til at hjælpe nødstedte bilister eller vildfarne turister.

Soroemuseum_bilpuder.jpg
Billedtekst: Kærligheden til familiens bil kom bl.a. til udtryk gennem de mange broderede bilpuder, som danske husmødre broderede op gennem 60'erne og 70'erne, som man også kan se på Sorø Museum.

Relevant information

http://www.soroe-turistbureau.dk/


Billeder


Pressekontakt


Firma

Sorø Event- & Turistbureau
Torvet 2
4180 Sorø, Danmark

  (+45) 51 22 12 38
  (+45) 51 22 12 38

http://www.soroe-turistbureau.dk/

Modtag nyheder fra Sorø Event- & Turistbureau på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater