13/07-17
-
Pressemeddelelse
Cykelferie med fire fjorde og fire færger
Det er en oplevelse for alle sanserne at tage turen langs kysten af Isefjorden i Nordvestsjælland, som også giver dig et glimt af de tre fjorde Holbæk Fjord, Lammefjorden og Roskilde Fjord, der alle forbindes af fire færger. Køb en samlet færgebillet til de fire færger og følg Fjordstien rundt i det tempo og med den transportform du foretrækker. En cykelferie med smuk natur og mange seværdigheder.
Hvis du er på udkig efter en aktiv "oplevelsestur" i Danmark, så er turen rundt om Isefjorden, ad Fjordstien, en smuk og ofte uopdaget mulighed. Udover Isefjorden tager turen dig også forbi dele af Holbæk Fjord, Lammefjorden og Roskilde Fjord.
"Fantastisk tur - dejligt vejr - varieret terræn og godt selskab. Startede fra Ringsted kl. 7.00 - og tilbage igen ca. 19.30. Dejlig lang dag i gode cykelfolks selskab. Cykelturen er på 105-110 km. Det er ikke første gang, jeg kører turen - og bestemt heller ikke sidste gang," lyder en kommentar fra Kari Gadstrøm, der tog turen med ca. 18 cyklister fra Ringsted Motionsklub - en blandet gruppe, i alle aldre. Klubben kørte cyklerne fra Ringsted til Holbæk, hvorfra de hoppede på jernhestene og cyklede Isefjorden rundt fra Holbæk til Rørvig og nød deres medbragte frokost på Rørvig-Hundested færgen. Derfra fortsatte turen ned til Jægerspris og efter en kort forfriskning med is og kaffe gik turen sydpå til trækfærgen ved Hammer Bakke, som tog dem til øen Orø. Sidste del af Fjordstien var blot en kort cykelture på Orø og en 30 minutter færgetur tilbage til Holbæk.
Fjordstien følger kysten næsten hele vejen rundt om Isefjorden. På ruten vil du blive mødt af fjordlandets afvekslende natur, med frodige skove, kilometerlange sandstrande, bølgende kornmarker samt herregårde, kirker, gårdbutikker og hyggelige købsstæder. I Nordvestsjællands største handelsby, Holbæk, finder du hyggelige caféer, gourmet restauranter, kunst i byens gader samt flere museer. I Holbæk kan du også snuppe en dukkert på den lille bystrand eller fra søbadet Venedig, som også er et af de få steder, der tilbyder Hamam Tyrkisk bad med udsigt over fjorden.
En oplevelse for livet
Rejsen rundt om fjorden kan blive en oplevelse for livet. "Fjordstien er utrolig spændende at cykle på. Når vi hører fra folk, der har taget turen, så er der ingen tvivl om, at det har været en hel særlig oplevelse. En familie, som jeg kender, trak lod om en tur til Paris eller en tur med De 4 Færger. Deres teenage datter ville helst til Paris, men sådan blev det ikke. Efter turen måtte hun dog tilstå, at det var den største oplevelse i hendes liv, pga. det fællesskab og den nærvær man oplever med sin familie i løbet af turen," siger Anne-Grete Sørensen, Turistchef for Holbæk Turismeforum (VisitHolbæk).
Planlæg din ferie ad Fjordstien
Fjordstien er en let og elegang måde at komme rundt om hele Isefjorden - også med børn, da der ikke er nogle uovervindelige bakker. Fjordlandet forbindes af de fire færger Holbæk-Orø, Orø-Hammer Bakke, Kulhuse-Sølager og Hundested-Rørvig. Ved køb af en fire færger billet får du én tur på hver færge, som kan benyttes på samme dag eller over flere dage.
Ruten kan sagtens tages i bil, men du får den største oplevelse ved at gå eller cykle ad Fjordstien. Spørg blot om billetter til "De 4 Færger" ombord på en af færgerne eller i et af de lokale turistbureauer (Holbæk, Frederikssund, Odsherred, Roskilde). Billetten gælder fra april til oktober 2017. Derfor kan du tage hele turen i en omgang eller over flere weekender. Overnat som det passer dig, på hotel, kro, campingplads, vandrehjem, bed & breakfast, eller i shelters.
Billetterne findes til mange priser og variationer. Eksempelvis koster en voksenbillet 90.- kr. og en cyklebillet koster 38.- kr. Altså en samlet pris på 128.- kr. for cyklisten og cyklen til alle 4 færger.
God tur!
Pressekontakt
Anne-Grete Sørensen
Turistchef for Holbæk Turismeforum
+45 59 44 42 68
+45 23 83 68 68
Juliette Jensen
Kommunikations- og Marketingassistent
+45 20 43 21 13