18/01-12
-
Pressemeddelelse
Gratis irsk kulturevent med musik, whiskey og foredrag 27. & 28. jan.
Det bliver rig mulighed for at komme tæt på den sprudlende irske kultur på Hotel des Nordens ved Kruså både fredag 27. og lørdag 28. januar. Det gratis program om eftermiddagen byder på trad. irsk musik, bodhrán-opvisning, whiskey-introduktion, rejser til Irland samt underholdende foredrag om irsk kultur og oplevelser i Irland.
I samarbejde med Irlands-eksperten Claus Hebor har hotellet sammensat et underholdende kulturprogram om eftermiddagen fredag 27. og lørdag 28. januar 2012, hvor der er gratis adgang for alle interesserede. Programmet vil bestå af flere indslag, som veksler med musik, foredrag, whiskey-introduktion og pubstem-ning. Det gratis program starter begge dage kl. 14 og varer til kl. 17.15. Begge dage slutter med "An Irish Evening" med middag og koncerter, hvortil man skal købe billet.
Underholdende foredrag om irsk mentalitet
Blandt indslagene vil Claus Hebor i et multimedia-foredrag fortælle om oplevelser i Irland samt om den helt enestående irske mentalitet og gæstfrihed. Han vil tage tilhørerne med ud til de yderste afkroge af Irland, hvor livet stadig leves som for hundrede år siden, og hvor naturen viser sig fra sin flotteste side. Indimellem bliver der tid til at opleve den irske humor, som er kendt verden over.
Netop Irlands enestående natur indbyder til udendørsaktiviteter, og et andet foredrag handler om nogle af de bedste vandreture i Irland. Det er den certificerede walking guide Ivo Peeters fra Irland, der viser billeder og præsenterer de imponerende naturoplevelser, som bl.a. vandreturen langs Europas højeste havklipper, som går over 600 m lodret ned i det frådende Atlanterhav.
Trad. irsk musik samt Irland som rejseland
Indimellem de underholdende foredrag og introduktion til whiskey vil der være musikalske indslag med traditionel irsk musik samt opvisning med deres anderledes instrumenter som f.eks. bodhrán (hånd-tromme), og der bliver nok også plads til nogle af de kendte irske sange.
Der vil også være mulighed for at høre om rejser til Irland, som Claus Hebor har arrangeret i samarbejde med rejsearrangøren Team Benns, hvor man har forskellige aktive kulturrejser til Irland. Under den irske kulturevent kan man møde Team Benns på en informationstand, hvor gæsterne tillige kan få special-rabat på rejser til Irland.
Spændende indføring i whiskey
Den irske kultur er også kendetegnet ved whiskey, og for at udbrede kendskabet til irsk whiskey har Claus Hebor inviteret whiskey ambassadør Jennifer Graham til Danmark. Hun vil fortælle historien om whiskey, som rent faktisk opstod i Irland, samt om den store forskel mellem skotsk og irsk whiskey. Udgangspunktet vil være det lille Cooley´s Distillery i Irland, som har bevaret det gode håndværk og sin historie tilbage fra 1757. I dag er det Irland eneste uafhængige og irsk-ejede destilleri. Samtidig er der mulighed for at købe smagning af deres whiskeys, og for rigtige whiskey-elskere vil der bl.a. være smagning af en meget spændende tørvet whiskey, der er lige så kraftfuld som de største skotske single malts. Gæsterne kan også se frem til at få et par gode historier fra Irland med i købet fra whiskey ambassadør Jennifer Graham fra Irland.
Stadig billetter til fredag aften med middag og koncerter
"Vi har et program, så alle gæster får mulighed for at opleve Irland med gammel og ny kultur og musik. Det giver et godt billede af Irland, som formår at bevare traditionen og være moderne på samme tid. Og på den måde er der tillige noget for enhver smag uanset alder og interesse - samtidig med at vi skaber den fantastiske stemning, glæde og gæstfrihed, som man kun kender fra Irland", fortæller Claus Hebor, der er passioneret Irlands-ekspert og har været på den grønne ø mere end 80 gange.
Udover irsk whiskey bliver der naturligvis også lejlighed til at smage på irsk øl som Guinness og Kilkenny samt en ægte Irish Coffee i den irske pub under arrangementet. Aftenprogrammet starter med en irsk gour-met-middag, så gæsterne er i god stemning til en dobbelt-koncert med den nye gruppe Fling, hentet direkte til hotellet fra Galway, og det store 12-mands Van The Man Band, der spiller musik af den verdenskendte irer Van Morrison. Der er gratis adgang for alle til kulturaktiviteterne om eftermiddagen, og man skal købe billet til middag og koncerter om aftenen.
"Irerne har en enestående talemåde med "Her er ingen fremmede; kun venner du endnu ikke har mødt", som tydeligt beskriver irernes enestående gæstfrihed og interesse for andre mennesker. Vi håber, at dette arrangement vil give gæsterne et flot og varieret indtryk af Irland, deres kultur og deres musik", slutter Claus Hebor.
Relevant information
http://www.hebor.dk