07/04-03
-
Pressemeddelelse
Syge børn til en uforglemmelig fodbolddag i Parken
Boghandlerkæden Bog & idé har ved flere lejligheder støttet organisationen Børneprojekt Danmark økonomisk og udvider nu dette tætte samarbejde med et fælles arrangement på Danmarks nationalstadion Parken.
Søndag den 13. april 2003 inviterer Bog & idé og Børneprojekt Danmark således 50 børn fra Rigshospitalets børneafdeling til en forhåbentlig uforglemmelig dag i Parken. FCKs løver møder den dag Esbjerg, og udover at se kampen får børnene endvidere en rundvisning i Parken samt mulighed for at møde nogle udvalgte FCK-stjernespillere. Derudover holder Parken Ferrari Dag med straffesparkskonkurrence, Ferraribiler på bane og en masse andre sjove aktiviteter. Og endelig får børnene gratis mad fra Evonax Pizza Delivery samt sjove gaver fra Bog & idé, Warner Music og Trivial Pursuit for Børn spil fra Hasbro Nordic.
Jonathan Løw, Bog & idé:
"Vi er meget glade for vores samarbejde med Børneprojekt Danmark og fik idéen til at lave en dag i Parken, hvor vi meget konkret kunne hjælpe syge børn til en lidt sjovere hverdag. Både Parken, FCK og en række sponsorer har taget virkelig godt imod projektet, så vi håber, at det bliver en dejlig og uforglemmelig dag for børnene."
Pressen er velkommen på Familietribunen (NESA tribunen) kl. 15.30, hvor børnene er samlet med FCKs spillere til en hyggelig middag. Vi beder jer dog melde ankomsten på forhånd, så vi kan tage det med i hele dagens planlægning. Derudover vil vi sørge for, at I får tilsendt pressebilletter, så I får adgang til Parken.
Til stede vil være undertegnede samt formand for Børneprojekt Danmark, Poul-Erik Høyer.
Relevant information
http://www.bog-ide.dk