21/10-14
-
Pressemeddelelse
24-årig aarhusianer vinder børnebogskonkurrence for bog om kroppen
24-årig aarhusianer vinder børnebogskonkurrence for bog om kroppen. Cindie Mary Højgaard fra Aarhus vinder børnebogskonkurrence for sin fortælling 'Lasse og Den Lede Bakterie'. Fortællingen kommer nu i handlen i Bog & idé.
24-årig aarhusianer vinder børnebogskonkurrence for bog om kroppen
Cindie Mary Højgaard fra Aarhus vinder børnebogskonkurrence for sin fortælling 'Lasse og Den Lede Bakterie'. Fortællingen kommer nu i handlen i Bog & idé.
Da Cindie Mary Højgaard fra Aarhus satte sig foran sin computer i sommerferien for at skrive manuskriptet til børnebogsfortællingen 'Lasse og Den Lede Bakterie', havde hun på ingen måde troet, at den tre måneder senere skulle ligge til salg i en boghandel.
Men sådan gik det.
Fortællingen om 'Lasse og den lede bakterie' var nemlig så overbevisende, at den 24-årige sygeplejerskestuderende og livredder nu har vundet Bog & idés årlige børnebogskonkurrence i skarp konkurrencen med 400 andre håbefulde forfatterspirer.
Fredag den 17. oktober 2014 blev vinderbogen offentliggjort ved et arrangement i Bog & idé i Bruun's Galleri i Aarhus, hvor Cindie Mary Højgaard blandt andet fik lejlighed til at læse op af bogen for en masse fremmødte børn og deres forældre.
- Jeg er meget overvældet, jeg havde slet ikke troet, at jeg skulle vinde konkurrencen, siger den nykårede børnebogsforfatter.
Inspiration fra studie
Inspirationen til bogen har Cindie Mary Højgaard hentet fra sit studie og fra sit arbejde som livredder, hvor hun er i tæt kontakt med børn.
- Jeg ville gerne skrive en bog, som gør det lettere for børn at forstå kroppen, og hvad der sker, når man bliver syg. Bogen skulle have et fagligt indhold, men skulle samtidig være forståeligt for børnene - det var det, der var min mission, siger Cindie Mary Højgaard, som håber, at bogen kan gøre det lettere for forældre at tale med deres børn om sygdom.
- Jeg håber, at forældre kan bruge bogen til at snakke med deres børn om kroppen og give børnene interesse for blandt andet immunsystemet.
Den rigtige vinder
Selvom Cindie Mary Højgaard selv var meget overrasket over, at hun endte med at vinde konkurrencen, så var konkurrencens redaktør, Birgitte Dahl, fra Bog & idé slet ikke i tvivl om, at aarhuspigen havde leveret en vinderbog.
- Det er en bog, som taler til både til børn og voksne, og så er det samtidig en bog, som gør børnene - og måske også deres forældre - klogere på, hvordan kroppen fungerer. Det er en meget flot præstation, siger Birgitte Dahl.
'Lasse og Den Lede Bakterie' koster 49,95 kr. og kan købes i Bog & idé i hele landet.
Yderligere informationer
Birgitte Dahl, redaktør på børnebogskonkurrencen hos Bog & idé, tlf.: +45 3126 9852
Cindie Mary Højgaard, vinder af bogkonkurrencen, tlf.: +45 3119 4579
Pressekontakt
Birgitte Dahl
Indkøber
76752000