05/01-02
-
Pressemeddelelse
"Forfatterhjørnet" skyder det nye år ind
Bog & idés litterære initiativ på Internettet, "Forfatterhjørnet", fejrer det nye år ved at tilføje en ny række spændende og gratis tekster på www.bog-ide.dk. Idéen med "Forfatterhjørnet" er at publicere nye og spændende tekster af landets førende forfattere til glæde for sidens brugere. Det er tanken, at teksterne skal give de besøgende lyst til at læse mere og give sig i kast med forfatternes andre spændende værker.
Blandt bidragsyderne til "Forfatterhjørnet" er prominente navne som Jan Sonnergaard, Marianne Larsen, Jens Blendstrup, Camille Blomst, Pia Juul, Jens Smærup Sørensen og Christian Haun Nielsen. De har alle bidraget med tekster, der ikke tidligere har været udgivet i trykt form. Senest er der efter nytårsskiftet kommet nye bidrag til fra Christina Hesselholdt og Lene Henningsen.
Webmaster for Bog & idé, Jonathan Løw, fortæller om "Forfatterhjørnet":
"Det er mit håb, at initiativer som "Forfatterhjørnet" kan være med til at øge danskernes interesse for at læse god skønlitteratur. Vi har taget kontakt til nogle af landets mest interessante forfattere netop nu, og de har alle kunnet se en idé i at bidrage med en eller flere unikke tekster for derigennem at skabe et interessant læseforum på nettet samt selvfølgelig for at promovere deres øvrige bøger."
Løw lover, at der i den kommende tid vil komme endnu flere bidrag til "Forfatterhjørnet". I den elektroniske skrivebordsskuffe ligger der allerede tekster klar af bl.a. Rune T. Kidde, Stig Dalager m.fl.
Læs mere på www.bog-ide.dk under "Forfatterhjørnet".
Relevant information
http://www.bog-ide.dk