13/03-13
-
Pressemeddelelse
Bog & idé fejrer 25 års fødselsdag
I 25 år har vi fodret danskerne med gode bøger og geniale idéer!
Siden Bog & idé blev etableret som kædekoncept i 1988 er der kommet flere end 90 butikker til. Det vil vi gerne fejre med jer, vores kunder, som vi fortsat glæder os til at berige med leg, læring og ikke mindst læsning.
En rejse gennem tid
I 1968 ansøgte Flemming Kristiansen om optagelse i en indkøbsforening, men fik afslag. Herefter gik han, og repræsentant Ole Hansen, enegang og stiftede, d. 12. januar 1969, indkøbsforeningen Bogpa. Som medstifter og bestyrelsesmedlem bidrog boghandler Benth Olsson til opstarten af Bogpa.
Afslaget på optagelse i den anden indkøbsforening blev blandt andet begrundet i, at Flemming Kristiansen havde for mange varer i sin butik. Flemming Kristiansens butik lød navnet Bog & idé.
Sådan blev fundamentet til en af Danmarks mest kendte frivillige detailkæder skabt.
I 1988 revitaliseredes Bog & idé, som kædekoncept. Et koncept, der slog sig an på det genkendelige rød/hvide logo og sloganet "Vitaminer til hovedet", og flere butikker blev hurtigt en del af det succesfulde koncept. Butikker, der altid bestræber sig på at give forbrugerne markedets bedste oplevelser via rådgivning og et bredt sortiment inden for bøger, kontor og trend.
Bog & idé blev i 2005 fusioneret med kæden Bøger & papir, og har fra 2006, hvor bogspecialistkæden BOGhandleren også kom med i samarbejdet, været under ledelse af det fælles hovedkontor Indeks Retail A/S, placeret i Hedensted.
25 år med god service
Bog & idé har altid dyrket kundepleje og den gode service. Kunderne kan regne med kompetent vejledning og er samtidig sikret garanti på deres varekøb i flere end 90 butikker landet over, samt på Grønland og Færøerne.
Butikken er stedet, hvor kunde og varer mødes. Det er vigtigt for Bog & idé, at kunderne føler sig trygge ved kvaliteten i butikkens sortiment, og den gode service vores medarbejdere stræber efter at levere.
Bog & idés butikker har været synlige i det danske gadebillede gennem 25 år og det rød-hvide logo vækker genklang hos de danske forbrugere. Ifølge Indeks DK og Gallups markedsanalyse 2012 er Bog & idé endnu engang den detailkæde, der inkasserer topplaceringen i den danske forbrugers bevidsthed - foran samtlige af kædens konkurrenter.
Det er en vigtig del af Bog & idés koncept, at butikkerne altid er opdaterede hvad angår viden, indretning, synlighed og sortiment. Netop det holdbare og tidløse koncept er én af årsagerne til, at Bog & idé er intet mindre end Danmarks stærkeste brand.
"Vi snupper 25 mere"
"Det går jo godt i Bog & idé - og vi er mere end stolte af at kunne fejre kædens 25 års fødselsdag sammen med vores kunder, der jo er hjørnestenen i kædens succes", fortæller Administrerende direktør Henrik Christensen, der slet ikke er i tvivl om, at kæden er mere end klar til at "snuppe 25 år mere" mindst! Han tilføjer videre, at de næste 25 år også bliver funderet i Bog & idés mission, nemlig den: at give forbrugerne markedets bedste oplevelser via rådgivning og et bredt sortiment inden for bøger, kontor og trend.
"Vi vil fortsætte det gode arbejde med at finpudse og pleje vores absolutte kompetencer - vi har altid været spydspidsen i dansk detailhandel, når det kommer til viden om bøger, gode idéer og forsyning af kontorartikler af højeste kvalitet. Kunderne skal vide, at de kan regne med den bedste rådgivning og det stærkeste sortiment, når de handler i Bog & idé. Og sådan skal det blive ved med at være!", afslutter Henrik Christensen.
Et brag af en fest
Som altid sikrer Bog & idé, at der er det "lille ekstra" til kunderne, når de 25 år skal fejres. Der er inviteret til et brag af en fest, hvor kunderne blandt andet vil kunne se frem til en besparelse på 25% på en mængde af kædens mest populære produkter.
I bedste Bog & idé-stil diskes der også op med et væld af gode konkurrencer med præmier i særklasse. Det bliver turen værd for kunderne at slå et smut forbi de fødselsdagsramte butikker, når festlighederne sparkes i gang TIRSDAG D. 19. MARTS.
***
Info om Indeks Retail og de 3 boghandlerkæder
Indeks Retail er kædekontor for Danmarks 3 største frivillige boghandlerkæder Bog & idé, Bøger & papir og BOGhandleren. Vores mission er at give forbrugerne en god og inspirerende oplevelse hver gang, de besøger vores butikker eller website. Kæderne fører et bredt sortiment inden for bøger, kontor- & gaveartikler. De 3 kæder har tilsammen en detailomsætning på ca. 1,75 mia. og har ca. 1.100 medarbejdere ansat.
Besøg Danmarks største boghandlerkæder online:
www.bog-ide.dk
www.boegerogpapir.dk
www.boghandleren.dk
Relevant information
http://www.bog-ide.dk
Firma
Indeks Retail Invest A/S
Lundagervej 21
8722 Hedensted,
Danmark
20806315
20806315
http://www.bog-ide.dk