16/12-08
-
Pressemeddelelse
Aggrit skal rådgive staten om it-sikkerhed
Aggrit A/S er valgt som som den ene af i alt tre leverandører af statslig it-sikkerhedsrådgivning og vil agere med FortConsult som underleverandør.
Økonomistyrelsen har meddelt, at Aggrit A/S er valgt som den ene ud af i alt tre statslige it-sikkerheds-rådgivere. De øvrige to er Deloitte og Devoteam Consulting.
"Aggrit er blevet vurderet på de samme parametre som de øvrige leverandører, så på den måde er valget af os helt ukontroversielt. Ikke desto mindre oplever vi, at valget af Aggrit indvarsler en ny periode i den statslige it-rådgivning - en periode, hvor innovation og pragmatik er vægtet højt," siger Bo Thygesen, partner i Aggrit A/S.
Aggrit, som blev etableret i 2001, tæller 36 medarbejdere. Sammenlignet med globale konsulenthuse er Aggrit således en mindre spiller. Men hvad Aggrit måtte mangle i størrelse, har virksomheden til gengæld i kompetence og fleksibilitet.
"Vores kendetegn er, at vi leverer rådgivning, der kan implementeres i praksis, og som har en synlig effekt. Dette er meget populært hos vores kunder, som er trætte af dyre rapporter, som er ubrugelige i praksis. Og noget tyder på, at Økonomistyrelsen på statens vegne også ønsker en leverandør, der har en praktisk og direkte tilgang til it-sikkerhed," siger Bo Thygesen.
Erfaringer fra det virkelige liv
Baggrunden for denne praktiske og direkte tilgang er, at hovedparten af medarbejderne hos Aggrit selv har haft jobs som it-chefer og -direktører:
"Vi kender virkeligheden på den anden side af skrivebordet og ved, hvordan det er at være it-beslutningstager i en kompleks organisation. Derfor er vi gode til at forholde os virkelighedsnært til it-sikkerhed.
Desuden er vi i stand til at bibringe nytænkning, fordi vi har et dybt praktisk kendskab til, hvordan it kan bringes til at fungere sikkert og optimalt. Vi kan derfor udvikle nye metoder, der er baseret på gældende standarder og god praksis med en twist i form af pragmatisk og innovativ anvendelse," siger Bo Thygesen, der selv har været it-chef i Dumex-Alpharma og PA Consulting Group.
Aggrits ydelseskatalog til staten består af rådgivning inden for bl.a. compliance, opbygning af interne kontroller for it sikkerhed, risikovurderinger, beredskabsplanlægning samt teknisk sikkerheds vha. samarbejdspartneren FortConsult.
"Vi har arbejdet med dette felt siden Aggrits etablering i 2001 og har mange fine referencer inden for både private og offentlige organisationer, ligesom vi har erfaringer fra både regulerede og ikke-regulerede brancher," siger Bo Thygesen. "Blandt andet har Aggrit udført meget arbejde for virksomheder inden for finans og pharma som brancher, der er underlagt en lang række reguleringer".
FortConsult - en stærk underleverandør
Når Aggrit begynder at levere it-sikkerhedsrådgivning til staten, vil man trække på FortConsult som underleverandør på tekniske ydelser.
"Aggrit og FortConsult har samarbejdet gennem flere år og passer utrolig godt sammen, også til denne opgave. Aggrit leverer sikkerhedsrådgivning, som er både innovativ og baseret på praktisk erfaring, og som er et optimalt grundlag for FortConsult, som leverer alle typer praktiske sikkerhedstests," siger Ulf Munkedal, adm. direktør i FortConsult A/S.
Hole-in-one
For Aggrit A/S er der tale om hole-in-one.
"Vi har aldrig tidligere budt på statslige opgaver, så det er meget tilfredsstillende på denne måde at blive vejet og fundet tung nok til at levere rådgivning til staten inden for sikkerhedsområdet, som bliver stadigt vigtigere," slutter en tilfreds Bo Thygesen, partner i Aggrit A/S.
Aggrit A/S - baseret på viden og erfaring
Navnet Aggrit stammer fra det latinske 'aggregare', som betyder at samle, at sammekoble.
I vores rådgivning og øvrige ydelser sammenkobler vi omfattende viden om it-processer og alle de faktorer, der influerer på dem, med praktisk erfaring. Dette bevirker, at vi også kan sammenkoble it med forretning ude hos vores kunder, så deres it-løsning udvikler sig og understøtter forretningen optimalt.
Aggrit blev etableret i 2001 og har 14 medarbejdere i Danmark samt et datterselskab i Litauen med 22 medarbejdere. Aggrit A/S ejes af Bo Thygesen og Thomas Bo Nielsen.
Relevant information
http://www.aggrit.dk