08/04-10
-
Pressemeddelelse
Hver fjerde kræftpatient kender ikke til gratis hjælp og støtte
Mere end 25 steder i landet eller på telefonen kan kræftramte få gratis støtte fra Kræftens Bekæmpelse. Men en fjerdedel hører aldrig om disse tilbud. Derfor har Kræftens Bekæmpelse lavet en pjece, der i et nyt sprog i både ord og billeder fortæller om støttemulighederne. - Vores mål er, at alle kræftramte skal kende os - om de vil bruge os er op til den enkelte.
- Jeg vidste ikke, hvad kræftrådgivningen var for et sted. Men sygehuspersonalet foreslog, at vi tog kontakt til rådgivningen, og her fik vi en uvurderlig hjælp, fortæller 57-årige Doris Engedal.
Doris Engedal brugte kræftrådgivningen i Herning, da hendes mand Poul Erik var uhelbredelig syg af kræft. Rådgivningen fik stor betydning for deres sidste tid sammen:
- Vi havde hele tiden været åbne om døden - men rådgiveren hjalp os til at tale om seksualitet også. Det betød, at vi fik et intimt liv sammen også i den sidste tid. Det føler jeg en dyb taknemmelighed for, fortæller Doris Engedal.
Kræftens Bekæmpelse kan gøre mere for dig, end du tror
Sådan hedder den nye pjece, der skal gøre opmærksom på Kræftens Bekæmpelses støttemuligheder:
- Mange forbinder Kræftens Bekæmpelse med forskning og forebyggelse, men vi bruger faktisk 23 procent af indtægterne på støtte til patienter. Den indsats skal vi blive langt bedre til at synliggøre, forklarer afdelingschef i Kræftens Bekæmpelses Patientstøtteafdeling, Anne Nissen.
Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger og Kræftlinjen havde i 2009 over 88.500 kontakter til patienter og pårørende, og kender derfor indgående til disse problemstillinger patienterne typisk kommer med.
- At få hjælp behøver ikke at handle om at tale med en psykolog. Rådgivningen er det naturlige mødested for patienter og pårørende. Her er der mulighed for at møde andre, der er i en lignende situation, man kan deltage i forskellige former for fysisk eller kreativ aktivitet, høre et foredrag el.lign, siger Anne Nissen.
Tæt samarbejde med sygehusene er vigtigt
En undersøgelse, hvor kræftpatienter er blevet spurgt til deres behov, viser, at det er meget vigtigt for patienten, at lægen eller sygeplejerske fortæller om mulighederne for at få hjælp uden for hospitalet:
- Mange har brug for at nogen konkret anbefaler dem at tage kontakt til kræftrådgivningen. Derfor er det meget vigtigt for os at komme tættere på landets store kræftcentre - både fysisk ved at rykke selve kræftrådgivningen tættere på hospitalets område, og også ved at samarbejde tættere med personalet, siger Anne Nissen.
Kræftens Bekæmpelse håber, at den nye pjece, vil skille sig væsentligt ud fra de tidligere pjecer, og dermed skabe mere opmærksomhed.
Pjecen er vedhæftet som PDF.
Relevant information
http://www.cancer.dk
Firma
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø,
Danmark
20 20 72 79
20 20 72 79
http://www.cancer.dk