14/05-10
-
Pressemeddelelse
Børn skal vide besked når mor eller far får kræft
Det er hårdt at skulle fortælle sine børn, at mor eller far har kræft. Men der er ingen vej uden om. Sådan lyder det fra Lise Stampe Møller-Jørgensen, der er psykolog og rådgiver i Kræftrådgivningen i Lyngby. I en ny video fra Kræftens Bekæmpelse giver hun gode råd til, hvordan man taler med børn om kræft og fortæller, hvorfor man ikke skåner sine børn ved ikke at fortælle noget.
-Børn fornemmer jo hurtigt, at noget har ændret sig. Det kan give grobund for fantasier om, at det er noget, de har gjort. Derfor er det rigtig vigtigt, at man involverer børnene og fortæller, at der er sket det og det, siger Lise Stampe Møller-Jørgensen i videoen.
Når mor kan dø
Irene Bøggild er en af dem, der har stået i situationen. For et år siden fik hun konstateret brystkræft og måtte hjem og fortælle den sørgelige nyhed til sine to børn. Hun var ikke i tvivl om, at de skulle have besked, men det var rigtig svært.
-Du skal konfrontere dine børn med nogle ting, som sådan nogle små børn jo slet ikke burde tænke over. De skal bare rende og lege. Og lige pludselig skal de forholde sig til, at deres mor kan dø fra dem, fortæller Irene Bøggild.
Snak under aktiviteter
Både i pjecen 'Når far eller mor får kræft' og i videoen kan man få mere at vide om, hvordan børn reagerer, hvad de har brug for at vide, og hvordan man konkret kan gribe samtalen an. Begge kan læses og ses på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
Et af rådene fra Lise Stampe Møller-Jørgensen er, at man finder nogle afslappede situationer og snakke sammen i.
-Det kan være rigtig svært at tage hul på de her samtaler. Det er jo vanskeligt for både forældre og barnet, og derfor kan det være vigtigt ikke at sætte sig over for hinanden på to stole og sige, nu skal vi tale om noget alvorligt. Det kan nogle børn gå helt i baglås over.
I stedet anbefaler hun, at man tager snakken, mens man laver noget sammen. Kører i bil, går tur, bager. Det kan være nemmere at tage hul på samtalen, når man ikke bliver forstyrret af tv og legetøj, og uden at man har den direkte øjenkontakt, som når man sidder over for hinanden.
Og så gælder det om at være opmærksomme over for de åbningerne, børn selv kommer med, lyder det fra Lise Stampe Møller Jørgensen.
- Se video om at tale med børn om kræft :
http://mediamaker.dk/cancer/mediamaker.php?id=265
- Læs pjecen 'Når far eller mor har kræft' (PDF):
http://www.cancer.dk/NR/rdonlyres/205FF172-F63A-4F30-80DD-8C434E1EC546/0/naar_far_eller_mor_faar_kraeft.pdf
- Bestil pjecen Når far eller mor har kræft" :
http://kbnet4.cancer.dk/webshop/default.aspx?hkat=148&ukat=206&hknavn=Hvis%20du%20har%20f%C3%A5et%20kr%C3%A6ft%20eller%20er%20p%C3%A5r%C3%B8rende&uknavn=R%C3%A5dgivning
Relevant information
http://www.cancer.dk
Firma
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø,
Danmark
20 20 72 79
20 20 72 79
http://www.cancer.dk