17/05-10
-
Pressemeddelelse
10 års almindelig brug af mobil giver ikke kræft i hjernen
Et par opkald - eller helt op til gennemsnitligt mindst 30 minutters mobilsnak hver eneste dag i 10 år giver ingen øget risiko for kræft i hjernen. Det er nu afklaret med afslutningen af en stor, længe ventet international undersøgelse. Når det gælder mennesker, der taler langt mere og ikke bruger håndfrit sæt, er resultatet dog uklart.
Brug af mobiltelefon i 10 år eller mere giver generelt ingen øget risiko for de to hyppigste typer kræft i hjernen, gliom og meningiom. Det er konklusionen af den længe ventede internationale mobiltelefonundersøgelse, Interphone, som er koordineret af WHOs kræftforskningsinsitut IARC. Den er gennemført i samarbejde mellem 13 lande. Undersøgelsen er den første store undersøgelse, der kan give svar på, om langtidsbrug (mindst 10 år) er forbundet med flere tilfælde af hjernekræft. Undersøgelsen offentliggøres i dag i International Journal of Epidemiology.
Undersøgelsen har set på brugen af mobiltelefon blandt mere end 5000 patienter med en af de to typer kræft og sammenlignet det med lidt flere raske mennesker i en kontrolgruppe.
- Hvis der overhovedet er en øget risiko ved lang tids brug af mobiltelefon, så er det i hvert fald ikke en stærkt øget risiko. Vi kan udelukke, at normal brug af mobiltelefoni giver øget risiko for kræft. Storbrugere er den eneste gruppe, det er interessant at forske mere i for fremtiden. Dem, der bruger mobiltelefonen meget ofte hver dag uden at tage forholdsregler i form af håndfrit sæt, siger professor, dr. med. Christoffer Johansen, der er en af de forskere fra Kræftens Bekæmpelse, der har deltaget i undersøgelsen.
Usikkerhed om storbrugere
Selv om konklusionen er ingen øget risiko, efterlader Interphone undersøgelsen stadig et spørgsmålstegn, når det gælder dem, der taler allermest. For blandt de 10 procent, der angav at have talt mest i mobiltelefon var der en let øget risiko. Bundgrænsen for denne gruppe var et forbrug, der svarer til at have talt mindst 30 minutter i mobiltelefon hver eneste dag i 10 år. De fleste i gruppen angav dog at have talt i flere timer hver dag. Forskerne konkluderer, at der er så mange muligheder for, at dette er en fejl, at det bør undersøges nærmere, før man kan sige, at risikoen i virkeligheden er øget.
- Vi har samlet vores resultater i de skandinaviske lande, og her ser vi ingen ekstra tilfælde af hjernekræft blandt storbrugerne. Der er mange mulige forklaringer - blandt andet, at man kan huske forkert, når man har fået hjernekræft og bliver bedt om at huske, hvor meget man har talt i mobiltelefon. For eksempel har nogle brugere oplyst, at de har talt i mobiltelefon i mere end 10 timer dagligt over en 10-årig periode, forklarer en anden af forfatterne, afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelse, ph.d., Joachim Schüz.
Mere forskning i langtidsbrug
Han understreger, at Interphone-undersøgelsen ikke giver det endelige svar om mobiltelefoni og kræftrisiko. Derfor er blandt andre Kræftens Bekæmpelse også med i endnu et stort forskningssamarbejde, COSMOS. På www.cancer.dk/cosmos kan alle danskere melde sig til denne undersøgelse, der vil gå i detaljer med kræftrisikoen hos langtidsbrugere. Det bliver også det første større studie, der undersøger andre lidelser end kræft, rækkende fra hovedpine til demens og hjertekarsygdomme. Samtidig er der en stor nordisk undersøgelse i gang om børns mobilbrug og risikoen for hjernekræft.
Foreløbig vil resultaterne af Interphone formentlig sætte gang i politiske diskussioner verden over, for de har været ventet med spænding. Men herhjemme giver undersøgelsen ikke grund til at ændre anbefalinger.
-Den danske regering har som de fleste andre europæiske regeringer sagt: Brug headset. Børn bør ikke tale i mobiltelefoner, og mobiltelefonen bør kun bruges til nødvendige beskeder, og den her undersøgelse giver ingen grund til at ændre på de anbefalinger, siger Christoffer Johansen.
Om Interphone
Interphone undersøgelsen startede i 2000 og er lavet i samarbejde mellem følgende lande:
· Australien
· Canada
· Danmark
· Finland
· Frankrig
· Tyskland
· Israel
· Italien
· Japan
· New Zealand
· Norge
· Sverige
· Storbritannien
Anbefalinger om brug af mobiltelefoni:
· Brug headset
· Børn bør ikke bruge mobiltelefoner
· Brug kun mobiltelefonen til nødvendige beskeder
Headset mindsker som minimum stråleeffekten til omkring en tiendedel. I praksis vil der dog oftest være tale om en formindskelse til en hundrededel eller mindre. Det gælder både headset med ledning og trådløse headset, der bruger bluetooth teknologi.
Kontaktinformation:
Professor, dr. med. Christoffer Johansen, Kræftens Bekæmpelse 26 16 90 14
Afdelingsleder, ph.d., Kræftens Bekæmpelse, Joachim Schüz, 35 25 76 55
Kommunikationsafdelingen, Kræftens Bekæmpelse, 35 25 75 20
Relevant information
http://www.cancer.dk
Firma
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø,
Danmark
20 20 72 79
20 20 72 79
http://www.cancer.dk