02/06-10
-
Pressemeddelelse
4,8 mio kr til skræddersyet strålebehandling af kræft
Et forskningsprojekt ved Århus Universitetshospital arbejder for en skræddersyet strålebehandling, der kan bekæmpe særligt aggressive kræftknuder. Projektet ledes af Professor Jens Overgaard, og Kræftens Bekæmpelse støtter forskningen med 4,8 mio kr.
Hvor godt strålebehandling virker, afhænger af flere forskellige biologiske egenskaber hos både patienten og i selve kræftknuden. Blandt andet kan kræftcellernes vækst, og knudens forsyning af blod, næringsstoffer og ilt være vigtige for, hvor effektiv strålebehandlingen er. De egenskaber, og hvordan de virker sammen, skal nu undersøges nærmere i et forskningsprojekt, der er et samarbejde mellem Århus Universitetshospital og Kræftens Bekæmpelse.
Der findes i dag muligheder for mere aggressive former for strålebehandlinger. De kan bruges for at bekæmpe de modstandsdygtige kræftknuder, men øger samtidig risikoen for bivirkninger hos patienten. Målet med projektet er at udpege de patienter, der vil have gavn af de mere aggressive behandlingsformer. Forskerne håber det vil gøre det muligt i fremtiden at kunne skræddersy strålebehandlingen til den enkelte patient og derved give en optimal behandling.
Jens Overgaard er professor og overlæge ved Afdeling for Eksperimentel Klinisk Onkologi ved Århus Universitetshospital. Projektet udføres her, og dets titel er "Biologisk tilpasset individualiseret strålebehandling".
De 4,8 mio kr er givet fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige udvalg, der i maj uddelte 74 mio. kr. til kræftforskning.
Relevant information
http://www.cancer.dk
Firma
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø,
Danmark
20 20 72 79
20 20 72 79
http://www.cancer.dk