03/11-10
-
Pressemeddelelse
Danskernes modermærkekræft giver trist fjerdeplads på verdensplan
Antallet af danskere, der rammes af af modermærkekræft, har været støt stigende i Danmark gennem de sidste 30 år. Nu er tallet så højt, at vi springer direkte fra en 7. plads og ind på en 4. plads over flest tilfælde af modermærkekræft i verden. Det viser en international opgørelse.
I en ny opgørelse over, hvor mange der rammes af modermærkekræft i de enkelte lande, ligger Australien og New Zealand som sædvanlig i top. Det er der en række gode forklaringer på - ikke mindst at befolkningens lyse hud dårligt tåler mængden af sollys på de breddegrader.
I Danmark ligger vi ikke i front, når det gælder antallet af solskinstimer. Til gengæld har vi nu bevæget os fra en 7. til en 4. plads over nationer med flest tilfælde af modermærkekræft pr. 100.000 indbyggere. Det viser tal fra IARC, det uafhængige internationale agentur for kræftforskning under WHO.
Dårlige danske sol- og solarievaner
- Vi har en bekymrende høj placering , så der er bestemt grund til at tage de her tal alvorligt. Sammenlignet med andre lande i verden har vi meget få solskinstimer, så Danmark burde slet ikke være med i toppen på den her liste. Det skyldes ene og alene, at vi har nogle uhensigtsmæssige sol- og solarievaner, der belaster vores hud mere, end den kan tåle, siger Anja Philip, der er projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.
Ikke mindst de danske kvinder trækker op i statistikken. Den danske fjerdeplads dækker således over, at kvinderne ligger på en 3. plads og mændene på en 6. plads.
Modermærkekræft kan forebygges
Ifølge Anja Philip bliver fjerdepladsen ikke mindre kedelig af, at mange tilfælde af modermærkekræft let kunne undgås:
-Selv om flere overlever modermærkekræft, er det en alvorlig og livstruende sygdom, som desværre også rammer stadig flere unge. Danskerne skal undgå solskoldninger ved at skrue ned for solen midt på dagen, når UV-indexet er tre eller mere, ved at beskytte sig med skygge, tøj, hat og solcreme, hvor tøjet ikke dækker, siger hun.
På denne årstid gælder det ikke mindst om at holde sig fra solarierne.
-Mange kan godt lide den kulør, solariet giver, men det kan have alvorlige konsekvenser for sundheden. WHO har sat UV-stråling for solarier i risikogruppe 1, fordi det markant øger risikoen for modermærkekræft at gå i solarium. Det gælder ikke mindst for børn og unge, som stadigvæk er under udvikling. Den bedste måde at skåne de mest udsatte på og sikre ens vilkår for alle er uden tvivl at indføre et forbud mod solarier for unge under 18 år, afslutter Anja Philip.
Top 6 over modermærkekræft
1. Australien
2. New Zealand
3. Schweiz
4. Danmark
5. Norge
6. Holland
Fakta om modermærkekræft
· Modermærkekræft er den farligste og mest aggressive form for kræft i huden.
· Jo flere solskoldninger, jo større risiko for at få modermærkekræft. Solskoldninger tidligt i livet øger risikoen for modermærkekræft betydeligt.
· Ifølge WHO øger unge under 35 år deres risiko for modermærkekræft med 75 pct. ved blot ét eller flere solariebesøg om måneden.
· Årligt registreres ca. 600 nye tilfælde af modermærkekræft blandt mænd og ca. 750 tilfælde blandt kvinder i Danmark. Det vil sige i alt ca. 1350 nye tilfælde.
· Blandt unge kvinder (15-34 år) er modermærkekræft den hyppigste kræftform og blandt unge mænd den næst hyppigste.
· Ca. 18 pct. af mændene og 9 pct. af kvinderne, der har fået konstateret modermærkekræft, dør af sygdommen inden for de første fem år. I gennemsnit dør 230 danskere af modermærkekræft om året.
Kontaktinformation:
Anja Philip, projektchef i Kræftens Bekæmpelse: 35 25 75 70 / 30 38 15 02
Line Rasmussen, projektleder i Kræftens Bekæmpelse: 35 25 75 77 / 61 55 88 69
Relevant information
http://www.cancer.dk
Firma
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø,
Danmark
20 20 72 79
20 20 72 79
http://www.cancer.dk