Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/12-10   -   Pressemeddelelse

Mange udsat for naborøg

Blandt danskere, der bor i lejlighed, rækkehus, kollegium eller andet flerfamilieshus, oplyser 23 procent, at der siver tobaksrøg ind i deres bolig fra andre boliger, trappeopgange, ventilationskanaler m.m. Hos 10 procent siver der tobaksrøg ind i boligen dagligt eller ugentligt, 13 procent sjældnere, 64 procent aldrig og 13 procent svarer ved ikke. Det viser en ny, stor undersøgelse som for første gang, sætter tal på, hvor mange der bliver udsat for naborøg i Danmark. Det er Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse, der står bag undersøgelsen, som er gennemført af Userneeds.

"Det er noget rigtig skidt, at små børn bliver udsat for røg, så det er stærkt bekymrende, at mange børnefamilier ikke har mulighed for at vælge røgen fra i eget hjem", siger administrerende direktør Anne Brandt fra Danmarks Lungeforening og fortsætter:
"Men også for mennesker, der har en lungesygdom, er det dybt problematisk at blive udsat for tobaksrøg. Det er nemlig desværre en realitet, at mange mennesker med lungesygdomme mere eller mindre er bundet til deres hjem, fordi de er for syge til at bevæge sig udenfor".

"Det er bekymrende, at så mange mennesker er udsat for naborøg, for vi ved, at tobaksrøg øger risikoen betydeligt for at få blodpropper i hjerte og kar", fortæller Regionsleder Anne Skjødt fra Hjerteforeningen.
"Hjemmet er det sted, vi opholder os i flest timer og at blive udsat for skadelige stoffer, selv når man f.eks. spiser og sover, er uholdbart. Det bør være en ret, at bo uden naborøg og derfor opfordrer Hjerteforeningen bl.a. boligforeninger til at arbejde for mulighed for at bo i røgfri etageejendomme," fortsætter hun.

Undersøgelsen viser også, at blandt dem, der bor i lejlighed eller på kollegium, ville 39 procent foretrække at bo i en etagebolig, hvor der er indendørs rygeforbud overalt - også i lejlighederne, mens 14 procent er i tvivl og 47procent foretrækker boliger uden indendørs rygeforbud i lejlighederne. I undersøgelsen foretrak 14 procent af dem, der røg, at bo i en bygning med rygeforbud i lejlighederne, mens 12 procent af dem, der røg, var i tvivl om, hvilken bygning de foretrak. Næsten en tredjedel (31 procent) af dem, der selv ryger, oplyser at der aldrig ryges indendørs i deres eget hjem. Blandt dem, der ryger hver dag, bliver der aldrig røget indendørs hos 24 procent.

"Det kræver en stor kulturændring at flytte rygningen udendørs, men heldigvis viser undersøgelsen, at denne kulturændring er godt i gang - allerede nu undgår mange tobaksforurenet luft i eget hjem. Også hos dem der selv ryger, er der mange hjem, hvor der aldrig bliver røget indendørs. Rygning indendørs forurener luften både for en selv og andre længe efter cigaretten er slukket," siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse.

"Undersøgelsens resultater indebærer, at ca. 200.000 danskere dagligt eller ugentligt er udsat for deres naboers tobaksrøg i deres eget hjem. Selv om det på det foreliggende vidensgrundlag ikke er muligt at vurdere de sundhedsmæssige konsekvenser for disse mennesker, så er naborøg et problem, man må forholde sig til " siger chefkonsulent Jørgen Falk fra Sundhedsstyrelsen.

Statens Byggeforskningsinstitut er i gang med et forskningsprojekt hvor de undersøger om man kan mindske naborøg ved hjælp af ventilation eller andre tekniske løsninger.

Undersøgelsen er gennemført som en web-undersøgelse af analyseinstituttet Userneeds blandt 5.049 danskere over 15 år efterår 2010 for Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse. Undersøgelsen er repræsentativ på køn, alder, region og uddannelsesniveau. 43 procent af undersøgelsens deltagere bor i lejlighed, flerfamiliehus, rækkehus eller kollegium. 22 procent bor alene, 64procent bor sammen med ægtefælle/partner og 24 procent bor sammen med børn.

Kontaktinformation:

Sundhedsstyrelsen
Jørgen Falk
Mobil 20 13 69 31

Danmarks Lungeforening
Anne Brandt
Mobil 22 56 30 92

Hjerteforeningen
Anne Skjødt
Direkte 33 66 99 03

Kræftens Bekæmpelse
Inge Haunstrup Clemmensen
Direkte 35 25 76 82
Mobil 26 81 33 94

Relevant information

http://www.cancer.dk


Pressekontakt


Firma

Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø, Danmark

  20 20 72 79
  20 20 72 79

http://www.cancer.dk

Modtag nyheder fra Kræftens Bekæmpelse på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater