Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
31/05-11   -   Pressemeddelelse

Per Larsen ny vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse

Efter ni år som vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse spiller Ebbe Sand bolden videre til Per Larsen, der blandt andet vil kæmpe videre for at sætte fokus på motion som forebyggelse og som middel til at lette vejen gennem et kræftforløb.
Foto af Per Larsen og Ebbe Sand vedhæftet.


Per Larsen, tidligere chefpolitiinspektør, er allerede en kendt figur i Kræftens Bekæmpelse, da han for et år siden blev valgt til hovedbestyrelsen. I denne weekend blev han under klapsalver valgt til vicepræsident på foreningens repræsentantskabsmøde.

-Jeg betragter det som en meget stor tillidserklæring at blive valgt ind i præsidiet. Det er i den forbindelse vigtigt for mig, at jeg også fortsat kan deltage i hovedbestyrelsens møder og dermed fortsat have direkte føling med det store arbejde, der gøres for at vinde kampen på alle fronter, siger Per Larsen.

Ingen må glemme udfordringen for kræftpatienter og pårørende
66-årige Per Larsen har selv været igennem to operationer på grund af nyrekræft. Både før og efter sit valg til hovedbestyrelsen har han delt ud af sine egne erfaringer som kræftramt og løbet og cyklet forrest i flere motionsarrangementer. Han lover fortsat at gøre sit til at fastholde fokus på kræftsagen, så ingen glemmer den store udfordring, det er at få kræft, samt holde foreningen fast på at støtte patienter og ikke mindst deres pårørende.

- Jeg har igennem det seneste år haft megen kontakt med frivillige over hele landet, og det har været en fantastisk positiv oplevelse at stifte nærmere bekendtskab med kræftsagens utrolig stærke og dybt engagerede fundament. Jeg vil fortsat støtte op omkring dette meget vigtige arbejde, siger Per Larsen.

Ebbe Sand takker af efter ni år
Forgængeren, tidligere fodboldlandsholdsspiller og nuværende angrebstræner, 38-årige Ebbe Sand har lige som Per Larsen selv været ramt af kræft. Ebbe Sand blev i 1998 opereret for testikelkræft. Han har i sine ni år som vicepræsident for Kræftens Bekæmpelse ofte spillet en rolle i forbindelse med arrangementer om fysisk aktivitet og rygeforebyggelse. For eksempel har han været ambassadør for kampagnerne Røgfri Sport og Sæt gang i legen, ligesom han har været med til at åbne Stafet for Livet og andre arrangementer.

-Det har været spændende at være med. Jeg håber, at jeg har gjort en forskel i f.eks. kampagnerne, når der skulle skabes opmærksomhed om dem. Når jeg har stået frem som offentlig person og fortalt om min sygdom, har jeg jo gjort bevidst for at hjælpe andre, der bliver ramt af kræft, og for at skabe opmærksomhed på f.eks. symptomerne på kræft, så flere kommer tidligt af sted til lægen, siger Ebbe Sand.

Ebbe Sands åbenhed har ud over fokus på sagen resulteret i et flot økonomisk bidrag til arbejdet med at hjælpe kræftpatienter og -pårørende, da han kunne overrække en check på 100.000 kroner fra overskuddet på bogen "Ebbe Sand - mennesket bag målene". Siden har han doneret 250.000 kroner til Hejmdal, Kræftpatienternes Hus, i Århus, ligesom han sidder i bestyrelsen i fonden bag Hejmdal.

-At overtage posten fra Ebbe Sand er en ære og yderligere en motivation til at fortsætte arbejdet med at sætte fuld fokus på motionens store betydning såvel i forbindelse med forebyggelse af sygdom og i værste fald give mulighed for at gøre vejen lettere igennem et kræftforløb, siger Per Larsen.

Relevant information

http://www.cancer.dk


Pressekontakt


Firma

Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø, Danmark

  20 20 72 79
  20 20 72 79

http://www.cancer.dk

Modtag nyheder fra Kræftens Bekæmpelse på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater