26/08-11
-
Pressemeddelelse
Stadig flere kræftpatienter søger erstatning
Kræftens Bekæmpelse har i samarbejde med Patientforsikringen analyseret knapt 3.400 sager, hvor kræftpatienter eller deres efterladte har søgt om erstatning for skader, der er opstået i forbindelse med behandlingsforløb. I hver fjerde sag er der tildelt erstatning. Mange på grund af urimeligt lange ventetider, overset kræftsygdom eller direkte fejlbehandling.
Gennem de seneste ti år har et voksende antal kræftpatienter søgt Patientforsikringen om erstatning for skader, de har pådraget sig i forbindelse med et behandlingsforløb. Fra 2000 til 2009 er antallet af anmeldelser således mere end tre-doblet, uden at der er sket en tilsvarende stigning i antallet af sager, hvor patienterne har fået medhold af Patientforsikringen. De seneste år har det drejet sig om en gruppe på godt hundrede patienter, der hvert år får erstatning.
En gennemgang af samtlige 3.400 sager viser, at kræftramte i lighed med andre patienter med livstruende sygdomme ifølge loven har sværere ved at få tilkendt erstatning for skader end andre patientgrupper. For kræftpatienter er begrundelsen, at selve sygdommen er alvorlig, og at det ofte særdeles komplicerede behandlingsforløb med operation, kemoterapi og strålebehandling i sig selv er risikofyldt.
Højere erstatningsbeløb
Patientforsikringen har de seneste ti år tilkendt kræftpatienter eller deres efterladte i alt 280 mio. kr. i erstatning, svarende til godt 8 pct. af den samlede erstatningssum i perioden.
Karakteristisk for erstatningsbeløbene er ifølge analysen imidlertid, at den økonomiske kompensation er større til kræftpatienter end til patienter med andre sygdomme. Knapt hver tiende af de 850, der har fået medhold af Patientforsikringen, har således fået udbetalt en erstatning på mindst 1 million kr., og 43 pct. har modtaget 100.000 kr. eller derover.
Patientsikkerhed
-Det vidner om, at der har været tale om meget alvorlige skader, siger Kvalitetschef i Kræftens Bekæmpelse, overlæge Janne Lehmann Knudsen og understreger, at kræftpatienter er en meget sårbar gruppe, der har krav på samme kvalitet i behandlingsforløbet som andre patienter.
-Vi har nu via den grundige analyse af de 3.400 anmeldelser til Patientforsikringen indsamlet stor viden om, hvor patienterne oplever svigt og fejl. Disse erfaringer vil vi naturligvis videregive til sundhedsvæsenet, så vi kan udbygge og forbedre patientsikkerheden, siger Janne Lehmann Knudsen.
Også vicedirektør i Patientforsikringen, Ole Graugaard, hæfter sig ved rapportens anvendelighed i forhold til at kunne foretage en prioritering i forhold til det skadeforebyggende arbejde.
-Rapporten dokumenterer nemlig de store menneskelige og økonomiske konsekvenser, der er forbundet med forsinkelse af kræftbehandling og indkredser nogle områder, der kan styrkes yderligere, siger vicedirektør Ole Graugaard.
Kontaktinformation:
Kræftens Bekæmpelse:
Kvalitetschef Janne Lehmann Knudsen træffes på 35257425 eller 40308334
Chefkonsulent Aase Nissen 35257429 eller 29385345
Journalist Lone Zilstorff 35257237 eller 30382322
Patientforsikringen:
Vicedirektør Ole Graugaard træffes på 3347 7703
Chefkonsulent Kristina Askjær, Patientforsikringen på 3347 7731
Kommunikationschef Charlotte Wamberg Rasmussen 33476774 eller 20277087
Relevant information
http://www.cancer.dk
Firma
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø,
Danmark
20 20 72 79
20 20 72 79
http://www.cancer.dk