05/10-11
-
Pressemeddelelse
Regeringsgrundlag: Godt fokus på kræft og forebyggelse
Kræftens Bekæmpelse roser den nye regering for et kraftigt fokus på forbedret kræftbehandling og på planerne om en systematisk forebyggelsesindsats i det nye regeringsgrundlag. - Der vil blive reddet mange liv ved at sætte yderligere skub i hurtig diagnostik og behandling på kræftområdet og ved at sætte markant ind mod rygningen. Der er generelt mange ambitiøse takter i regeringens sundhedsplaner, siger Kræftens Bekæmpelses formand Frede Olesen.
- Når vi ser den nye regerings planer for kræftområder i forlængelse af de aftaler, som allerede er indgået på sundhedsområdet, vil behandling af kræftpatienterne blive markant forbedret de kommende år, siger Kræftens Bekæmpelses formand, professor Frede Olesen.
- Regeringsgrundlaget nævner specifikt den danske overdødelighed af kræft. Det er meget positivt, at den nye regering vil sætte yderligere skub i kræftbehandlingen, oven i de fremskridt, som allerede er sket de seneste år, siger Kræftens Bekæmpelses formand Frede Olesen.
- Patienter skal ikke sendes frem og tilbage mellem deres egen læge og sygehusene, men derimod sikres en hurtig diagnose når de én gang er henvist til sygehuset. Diagnostiske centre med de vigtige specialer samlet under et tag vil sikre rigtigt mange patienter en hurtig vej frem til en effektiv behandling.
- Vi er meget glade for, at regeringen vil lave en national plan for forebyggelse, hæve priserne på cigaretter, øl og vin samt arbejde konkret for at forebygge rygning blandt unge. Det vil virkelig være med til at forbedre danskernes sundhedstilstand og Kræftens Bekæmpelse bidrager meget gerne til at udforme en sådan 10-årig forebyggelsesplan.
- Vi er også glade for, at regeringen vil sikre forældre, der passer deres syge børn, en 'rimelig' dækning for tabt arbejdsfortjeneste, så de ikke skal tvinges til at gå fra hus og hjem, som vi desværre ser det i dag.
- Jeg savner noget mere konkret om, hvordan regeringen vil forbedre rehabiliteringen, når kræftpatienterne skal tilbage til hverdagen efter endt behandling. Og jeg går ud fra, at regeringen vil fastholde fokus på god sammenhængende lindrende indsats for de, der ikke kan helbredes, siger Frede Olesen.
Kontaktinformation:
Frede Olesen, formand, Kræftens Bekæmpelse, 4017 9815
Leif Vestergaard Pedersen, direktør, Kræftens Bekæmpelse, 2124 2316
Morten Jakobsen, Pressechef, Kræftens Bekæmpelse, 3525 7206
Relevant information
http://www.cancer.dk
Firma
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø,
Danmark
20 20 72 79
20 20 72 79
http://www.cancer.dk