21/10-11
-
Pressemeddelelse
International pris til Christoffer Johansen
Professor, dr. med Christoffer Johansen har fået en international pris for sin psykosociale kræftforskning, der blandt andet har vist, at psykologiske faktorer som stress og sorg ikke er kræftfremkaldende.
Stress giver ikke kræft. Gifte kræftpatienter lever længere. Kræftpatienter og deres ægtefæller bliver deprimerede. Bag disse og mange flere overskrifter gemmer der sig videnskabelige undersøgelser, som professor og dr. med, Christoffer Johansen, professor dr. med. og afdelingsleder for psykosocial kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse står bag.
Mange års vigtige resultater indenfor psykosocial kræftforskning er grunden til, at hans kolleger fra ind og udland har givet Christoffer Johansen Bernard Fox mindeprisen fra Den Internationale Psykosociale Kræftforskningsforening IPOS.
Dansk forskning har givet svar på kritiske spørgsmål
Prisen uddeles hvert år for at ære en forsker for hans eller hendes samlede forskning indenfor det psykosociale kræftforskningsområde. For Christoffer Johansen vil det sige en karriere, der blandt andet har affødt mere end 250 videnskabelige artikler og flere bøger.
- Dr. Johansens storstilede epidemiologiske forskning i Danmark har givet vigtige svar på kritiske spørgsmål på vores område, siger professor William Breitbart, der som tidligere præsident for IPOS begrunder uddelingen.
Professor Breitbart fremhæver især to af de emner, Christoffer Johansen har været med til at belyse:
- Blandt andet har han vist, at markante tab, så som at miste et barn, ikke øger risikoen for at udvikle kræft over et livsforløb. Det var en meget vigtig undersøgelse, da der har været stor debat om betydningen af tab, stress og depression i udviklingen af kræft. For nylig har Christoffer Johansens forskning demonstreret, at kræft er tydeligt forbundet med socio-økonomiske faktorer, hvilket har fremhævet de skadelige virkninger ved fattigdom, siger William Breitbart.
Prisen blev uddelt i aftes ved den årlige internationale psykosociale kræftforskningskonference, der i år afholdes i Tyrkiet.
Kontaktinformation:
Afdelingsleder, overlæge Christoffer Johansen, tlf 3525 7627 / 2616 9014, christof(at)cancer.dk
Informationsmedarbejder Mette Weber, Kræftens Bekæmpelse, tlf 3525 7235, mvw(at)cancer.dk
Relevant information
http://www.cancer.dk
Firma
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø,
Danmark
20 20 72 79
20 20 72 79
http://www.cancer.dk