22/10-08
-
Pressemeddelelse
Koncert i Rungsted Kirke med populært lokalt gospelkor
Rungsted Gospel giver koncert den 4. november kl. 19.30 i Rungsted Kirke. Tilhørerne kan forvente en koncert fyldt af glæde over musikken og livet.
Rungsted Gospel blev "huskor" i Rungsted Kirke i januar i år og gav dengang et brag af en koncert, der smittede publikum med sin energi og glæde. Også ved korets kommende koncert den 4. november kan publikum forvente, at mørke og evt. vinterdepressioner jages bort - i hvert fald for en stund.
For når man hører Rungsted Gospel, er det forståeligt, at gospelmusik er blevet stadig mere populært i Danmark gennem de sidste årti. Korets musik er nemlig fyldt med en smittende livsglæde, som typisk bevirker, at tilhørere klapper, synger med og føler sig løftet og varmet i en tid, hvor mørket ellers sænker sig over landet
Dygtige lokale sangere
Rungsted Gospel består af 20 lokale amatørsangere, der øver fast en gang om ugen i Rungsted Kirke. Koret ledes af en af Danmarks bedste gospeldirigenter, nemlig Susanne Wiik Kalvåg, der er opvokset i Rungsted.
"Vi er utrolig glade for at være "huskor" i Rungsted Kirke. Det er et skønt sted at øve, og vi glæder os til at synge for vores lokale publikum," siger formand for koret Helle Rasmussen.
Ordet "glæde" går igen, når man taler om eller med Rungsted Gospel:
"Glæden over at synge er centrum i korets liv" siger Kirit Krauch, der er en af korets solister. "Gospel giver energi og glæde, som skal formidles sikkert for at få publikum med. Derfor øver vi alle dele af gospelsangene, som udover sang og fraseringer består af klap, dans og udtryk".
Skal man være hellig for at synge gospel?
"Nej, man skal ikke være hellig for at synge gospel. Det vigtigste er at være glad for at synge sammen med andre mennesker," fortsætte Helle Rasmussen og forklarer, at de er meget forskellige i koret. Nogen er troende, og nogen ikke-troende, nogen er kristne og andre buddhister - der er plads til alle.
"Gospelsang og rytme giver energi og glæde, og det kan alle nyde uanset tro," fortsætter Kirit Krauch. "Nogen gange møder korets medlemmer trætte efter arbejde til øveaften, men efter kun kort tid er alle fyldt med energi og glæde. Det er den effekt, gospel har".
Se evt. mere om Rungsted Gospel på korets hjemmeside: www.rungstedgospel.dk.
Tid og sted
Dato: 4. november 2008
Tid: 19:30 - 21:00
Sted: Rungsted Kirke
Gade: Bolbrovej 15
By: Rungsted, Denmark
Relevant information
http://www.rungstedgospel.dk