Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/06-06   -   Pressemeddelelse

Ingeniørstuderende giver hjertekirurger vigtig viden

Tre ambitiøse studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus har udviklet avanceret måleudstyr, der på sigt kan være med til at redde mange mennesker med hjertesygdomme. Hver tredie dansker dør af en hjertekarsygdom.

I tæt samarbejde med eksperter på Skejby Sygehus har Jesper Brink Askov, Steffan Passig og Frederik Schnoor Caspersen udviklet en særlig hjertering, der kan måle på hjertets muskler og bevægelser. Det giver en præcis viden om, hvordan en ring kan konstrueres, så den kan give hjertepatienter et bedre og længere liv.

De studerendes målende hjertering er resultatet af et fem måneders intenst afgangsprojekt, hvor de blandt andet har bygget en 3D-model af hjertet. Ringen er blevet opereret ind i en gris, der i forskningens navn har ligget på en operationsstue på Skejby Sygehus. Grises hjerter ligner menneskers meget, og forsøgsgrise bliver naturligvis også bedøvet efter alle kunstens regler, så de ikke lider.

- Vi lagde vægt på, at vores afgangsprojekt skulle være tværfagligt, så vi kunne lære noget nyt og helt anderledes. Vi har set, at vores værktøjer fra studiet kan bruges - også i sygehusverdenen. Det har været meget spændende at samarbejde med Skejby Sygehus, fortæller de studerende, der blandt andet også har fået lov til at overvære griseoperationen.

Menneskets hjerte er en kompliceret pumpe, der med sine muskler og mekanik holder os i live ved at pumpe blod og ilt til resten af kroppen. Men en blodprop kan gøre pumpens klapper utætte, og ca. 1000 danskere får hvert år repareret deres hjerte, nogle med en operation, hvor en lille ring bliver opereret ind. Den kan dog hæmme hjertets bevægelse og helbreder ofte kun den utætte hjerteklap for en tid.

- Den ny viden, som de ingeniørstuderendes målering leverer, vil give os nye behandlingsmuligheder for en stor patientgruppe. Der mangler gode former for mekanisk støtte, ikke mindst til unge med hjertesvigtproblemer, mener professor J. Michael Hasenkam, Skejby Sygehus.

De studerende har samarbejdet tæt med civilingeniør Morten Ølgaard Jensen, der forsker på hjertekirurgisk afdeling på Skejby Sygehus. Samarbejdet kom i stand, fordi Morten henvendte sig til Ingeniørhøjskolen i Århus og præsenterede muligheden for at lave projekter, der bidrager til et stort internationalt forskningsprojekt, han deltager i. Det sker blandt andet med støtte fra Hjerteforeningen i Danmark.

- Det at koble de studerende på vores forskning gør, at der kommer ting frem, vi ikke selv havde troet var muligt. Det er meget spændende og det giver nye idéer til arbejdet, fortæller Morten Ølgaard Jensen. Han vil derfor fortsat invitere studerende fra Ingeniørhøjskolen til at komme og lave projekter, der kan være med til at gøre en stor forskel for mennesker ramt af sygdom.

Relevant information

http://www.iha.dk/Default.aspx?ID=987


Pressekontakt


Firma

Ingeniørhøjskolen i Århus

, Danmark

  8730 2633
  8730 2633

http://www.iha.dk

Modtag nyheder fra Ingeniørhøjskolen i Århus på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire