Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/01-09   -   Pressemeddelelse

Ingeniørstuderende udvikler banebrydende Hollywood-software

Som de første i verden har to studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus udviklet et softwaresystem, der på en håndholdt computer kan vise personers bevægelse i tre dimensioner i en bygning. Systemet, der især er kendt fra Hollywoods actionfilm, kan bl.a. anvendes af brandvæsenet og skal nu videreudvikles af softwarefirmaet Systematic.

Softwaresystemet er udviklet som led i et afgangsprojekt på Ingeniørhøjskolen i Århus, som de to studerende Malik Taaning og Claus Nielsen forsvarer den 20. januar. Herefter er de færdige som diplomingeniører i informations- og kommunikationsteknologi.

Systemet kan på en håndholdt computer vise i tre dimensioner, hvor en given person befinder sig i en større bygning. Et sådan system er kendt fra Hollywoodfilm som Enemy of the State og Mission Impossible og tv-serien 24 Timer.

Røgdykkere kan overvåges

"Systemet er oplagt at anvende i brandvæsenet, hvor indsatslederen hele tiden kan overvåge, på hvilken etage og i hvilket rum en røgdykker befinder sig i en brændende bygning. Hvis røgdykkeren kommer ud for et uheld, kan han lynhurtigt hives ud af bygningen, når man ved, hvor han præcist er," siger den 24-årige Malik Taaning.

Systemet, som de studerende har givet navnet BEAM, viser vinduer, døre, lofter og vægge. Det fungerer ved, at den overvågede person bærer en sensor i form af en lille grøn kasse, som kommunikerer trådløst med den håndholdte computer uden for bygningen og dermed viser personens position.

Understøttes af offentlige standarder

Systemet kræver adgang til digitale tegninger af den pågældende bygning for at kunne virke. Her er det ifølge de to studerende en stor fordel, at netop digitale tegninger af nyere offentlige bygninger i Danmark benytter en fælles standard og derfor kan importeres til den håndholdte computer.

"Systemet kan umiddelbart læse tegningerne af de fleste offentlige bygninger her i landet, og det øger potentialet. Udover brandvæsenet er mulighederne store inden for eksempelvis politiet og militæret, der begge kan have en interesse i at kunne lokalisere en person i realtid i en given bygning," siger den 23-årige Claus Nielsen.

Virksomhed vil arbejde videre
De studerende har udviklet softwaresystemet i samarbejde med det internationale softwarefirma Systematic, der har hovedsæde i Århus. Her er projektleder Per Leth Jensen særdeles tilfreds med de studerendes indsats, og han forventer, at virksomheden arbejder videre med systemet.

"Der er enorme datamængder i spil, når det handler om tredimensionelle tegninger af bygninger, og her har de studerende gjort en stor indsats for at løse de tekniske udfordringer. Samtidig har de arbejdet meget fokuseret med projektet. I Systematic vil vi arbejde videre med at udvikle softwaresystemet med afsæt i de studerendes projekt," siger Per Leth Jensen.

De to studerende forsvarer deres afgangsprojekt tirsdag den 20. januar kl. 12.30. Projektet tager afsæt i konceptet fra et tidligere afgangsprojekt fra Ingeniørhøjskolen, hvor Systematic også var samarbejdspartner.

Læs mere om Ingeniørhøjskolen på www.iha.dk
Læs mere om Systematic på www.systematic.com

###

FLERE OPLYSNINGER
Ingeniørstuderende Malik Taaning, 24 år: 2041 6049 (mobil)
Ingeniørstuderende Claus Nielsen, 23 år: 2531 9102 (mobil)
Projektleder Per Leth Jensen, Systematic: 8943 2000
Vejleder, lektor Poul Ejnar Rovsing, Ingeniørhøjskolen i Århus: 8730 2433 (dir.)

Relevant information

http://www.iha.dk


Pressekontakt


Firma

Ingeniørhøjskolen i Århus

, Danmark

  8730 2633
  8730 2633

http://www.iha.dk

Modtag nyheder fra Ingeniørhøjskolen i Århus på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire