Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/04-09   -   Pressemeddelelse

Ingeniørhøjskolen vil med unikt kamera forbedre hjertepatienters liv

Et højhastighedskamera som kan filme op til 100.000 billeder i sekundet skal bane vejen for at studerende og ansatte fra Ingeniørhøjskolen i Århus i samarbejde med læger og medicinstuderende på Skejby Sygehus kan udvikle de allerbedste biologiske hjerteklapper til hjertepatienter.

"Med kameraet får vi et meget præcist billede af, hvordan en hjerteklap fungerer og hvilke områder af hjerteklapperne, der er udsat for de største kraftpåvirkninger, når hjertet banker. Dette kan hjælpe os til at designe en biologisk hjerteklap med øget holdbarhed som dermed giver patienten det bedst mulige liv med færrest komplikationer", siger lektor i sundhedsteknologi, Peter Johansen fra Ingeniørhøjskolen.

Ingeniørhøjskolen har købt i alt to højhastighedskameraer til affotografering af bevægelserne i hjerteklapperne, så man samtidigt kan lave en 3D rekonstruktion af hjerteklapperne.

Vil udvikle biologiske hjerteklapper til unge
Hjertepatienter med syge hjerteklapper kan i dag få indopereret enten mekaniske eller biologiske hjerteklapper. Men hvor de biologiske foretrækkes fordi de minder om patientens oprindelige hjerteklapper, så bliver de ofte kun tilbudt patienter over 65 år, da den biologiske hjerteklap har den korteste levetid.

"Vi ønsker at designe en biologisk hjerteklap, der kan anvendes af patienter under 65 år, og blandt andet ved hjælp af kameraerne vil vi kunne undersøge, hvordan blodgennemstrømningen og kræfterne i de biologiske hjerteklapper er sammenlignet med en naturlig hjerteklap. Vores undersøgelser kan altså dels hjælpe kirurgen til at vælge den bedst tilgængelige kunstige hjerteklap ligesom kameraet kan hjælpe os med at teste og optimere de hjerteklapdesigns vi udvikler", forklarer Peter Johansen.

Biologiske hjerteklapper bruges af patienter, når deres egne hjerteklapper ikke længere har den ventilvirkning der sikrer, at blodet uhindret flyder de rigtige veje i hjertet. Hjerteklapperne fremstilles primært af hjerteklapper fra grise, men problemet med de biologiske hjerteklapper er, at deres ventilvirkning aftager over tid på grund af blandt andet forkalkning.

Styrker uddannelsen af kommende ingeniører
Peter Johansen lægger især vægt på at indkøbet af de nye kameraer vil styrke Ingeniørhøjskolens uddannelser indenfor sundhedsteknologier.

"Kameraerne skal indgå i såvel vores undervisning som i vores udviklingsarbejde, og det giver de studerende nogle enestående muligheder for at lave spændende og samfundsrelevante studieprojekter, specialer og ph.d.-projekter i samarbejde med læger og medicinstuderende. Dermed bliver vores studerende også eksponeret for det unikke tværfaglige samarbejde vi har ingeniører og læger imellem", siger Peter Johansen.

100.000 billeder i sekundet
Ingeniørhøjskolens to nye højhastighedskameraer, som er af mærket Photron FASTCAM SA3, har samlet set en værdi af 450.000 kroner. Finansieringen skyldes en stor fondsbevilling fra Arvid Nilssons fond, der støtter hjerteforskning.

Ingeniørhøjskolen har i de seneste år haft et stærkt samarbejde med Skejby Sygehus om udviklingsprojekter der involverer teknologi og kirurgi. Resultatet er, at Århus i dag har et stærkt udviklingsmiljø indenfor udvikling og test af kunstige hjerteklapper.

FLERE OPLYSNINGER
Lektor, ph.d. Peter Johansen, Ingeniørhøjskolen i Århus: 87302431 (dir.) / 22331041 (mobil) / pjo@iha.dk
Læs mere om diplomingeniøruddannelsen i sundhedsteknologi: www.iha.dk/sundhed
Læs mere om civilingeniøruddannelsen i biomedicinsk teknologi: www.kandidat.au.dk/biomedicin

Relevant information

http://www.iha.dk


Pressekontakt


Firma

Ingeniørhøjskolen i Århus

, Danmark

  8730 2633
  8730 2633

http://www.iha.dk

Modtag nyheder fra Ingeniørhøjskolen i Århus på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire