06/10-09
-
Pressemeddelelse
Århusiansk sommerskole vækker opsigt
Sammen med Bang & Olufsen afholdt Ingeniørhøjskolen i Århus i juli sommerskolen "Conceptual Design" for studerende fra hele Europa. Nu har statens styrelse for internationalisering af uddannelser, Cirius, udvalgt det århusianske sommerskolekoncept som et af de mest banebrydende på dansk grund.
Udnævnelsen vækker ikke overraskende stolthed på Ingeniørhøjskolen, hvor ingeniørdocent Peter Gorm Larsen har været initiativtager til sommerskolen, der over tre uger lærte ingeniørstuderende at udvikle nye koncepter til innovative produkter i udviklingsmiljøet hos Bang & Olufsen i Struer.
"Vi har arbejdet i flere år med at udvikle sommerskolen, så den i højst mulig grad stimulerer de studerendes evne til at opfinde nye, kreative produkter i samarbejde med industrien. Derfor er vi er meget stolte af, at sommerskolen nu er blevet udvalgt som en af landets bedste inden for innovation og kreativitet i uddannelse og læring," siger Peter Gorm Larsen.
Skal præsentere koncept på konference
Som følge af udnævnelsen skal han præsentere sommerskolekonceptet for en lang række aktører fra den danske uddannelsessektor og erhvervslivet på en uddannelseskonference den 8. oktober, hvor blandt andet formanden for Folketingets Uddannelsesudvalg også deltager.
"Alle virksomheder har brug for at være med i front, når det handler om teknologi og innovation, og som uddannelsesinstitutioner skal geare vores studerende til bedst muligt til at kunne udvikle fremtidens produkter. Sommerskolen er et godt eksempel på, hvordan Ingeniørhøjskolen arbejder tæt sammen med erhvervslivet om at styrke uddannelserne," siger Peter Gorm Larsen.
International dimension er central
De studerende på sommerskolen kom i 2009 fra uddannelsesinstitutioner i Portugal, Holland, Polen, England, Tjekkiet og Danmark. Netop den internationale dimension er også en af årsagerne til, at Cirius har udvalgt konceptet.
"De førende teknologiske virksomheder arbejder i dag på tværs af landegrænser, sprog og faggrænser, og derfor har det hele vejen været centralt, at sommerskolen er international. Samtidig har vi lagt stor vægt på, at forskellige ingeniørretninger er repræsenteret blandt deltagerne, for tværfagligt samarbejde er nøglen til innovation," siger Peter Gorm Larsen.
Studerende udviklede fremtidsfjernsyn
En af de danske studerende, der deltog i den innovative sommerskole, var Leni Lausdahl, der læser til diplomingeniør i informations- og kommunikationsteknologi på Ingeniørhøjskolen i Århus.
"Det var rigtig spændende at arbejde sammen med studerende fra andre lande om at udvikle nye produktkoncepter. Jeg var for eksempel i en gruppe med studerende fra Tjekkiet, Portugal og Polen, hvor vi som afslutning på sommerskolen udviklede et koncept til et tredimensionelt fjernsyn, der kan kaste billeder op i luften, hvilket ikke er set før," siger Leni Lausdahl.
Udover i juli 2009 har den innovative sommerskole været afholdt i 2008 og 2007. Sommerskolen afholdes igen i juli 2010, og interesserede studerende fra Ingeniørhøjskolen kan allerede nu tilkendegive deres interesse for at deltage ved at henvende sig til Peter Gorm Larsen på tlf: 87 30 24 10 eller 20 70 26 33
Relevant information
http://www.iha.dk