29/01-10
-
Pressemeddelelse
Millionbevilling til sommerskole om innovation
En international sommerskole for ingeniørstuderende arrangeret af Ingeniørhøjskolen i Århus og Bang & Olufsen har netop modtaget en bevilling på 1,1 mio. kroner fra Oticon Fonden. Pengene skal gå til afholdelse af sommerskoleforløb fra 2011 til 2013.
Den tre uger lange sommerskole Innovation Camp har været afholdt hvert år siden 2007, og med den nye bevilling er de kommende tre års sommerskoler sikret. Dermed får mere end 130 europæiske ingeniørstuderende mulighed for at lære om udvikling af koncepter til nye, innovative produkter i udviklingsmiljøet hos Bang & Olufsen i Struer.
"Vi er glade for, at Oticon Fonden har valgt at støtte afholdelsen af sommerskolerne i de kommende år. Det er vigtigt med tætte forbindelser mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner, fordi alle virksomheder har brug for at være med i front, når det handler om teknologi og innovation," siger forskningschef Søren Bech fra Bang & Olufsen.
Tæt samarbejde med erhvervslivet
Også fra Ingeniørhøjskolens side er der stor tilfredshed med bevillingen til sommerskolen, der fra i år desuden har videncentret Innovation Lab med som samarbejdspartner.
"Som uddannelsesinstitution skal vi geare vores studerende til bedst muligt til at kunne udvikle fremtidens produkter. Sommerskolen er et godt eksempel på, hvordan Ingeniørhøjskolen arbejder tæt sammen med erhvervslivet om at styrke uddannelserne," siger adjunkt Kim Bjerge fra Ingeniørhøjskolen.
International dimension er central
De studerende på sommerskolen er i de foregående år kommet fra uddannelsesinstitutioner i Portugal, Holland, Polen, England, Tjekkiet og Danmark. I de kommende år er det fortsat planen, at en stor del af deltagerne skal komme fra udlandet.
"De førende teknologiske virksomheder arbejder i dag på tværs af landegrænser, sprog og faggrænser, og derfor har det hele vejen været centralt, at sommerskolen er international. Samtidig har vi lagt stor vægt på, at forskellige ingeniørretninger er repræsenteret blandt deltagerne, for tværfagligt samarbejde er nøglen til innovation," siger Kim Bjerge.
Den næste sommerskole finder sted 27. juni til 16. juli 2010. Interesserede studerende kan tilkendegive interesse for at deltage ved senest den 19. februar at sende en mail til kbe@iha.dk.
Relevant information
http://www.iha.dk