29/10-10
-
Pressemeddelelse
Gymnasieelever vilde med ingeniørpraktik
Gymnasieelever er i denne uge i uddannelsespraktik på Ingeniørhøjskolen. Interessen er rekordstor. De unge vil have et kig ind i teknologiens verden.
"Vi har aldrig haft så mange ansøgere før. Efterspørgslen overgår vores kapacitet, og vi har desværre måttet sige nej til mange gymnasieelever," fortæller Birgitte Castenskjold Viborg, som er leder af den centrale studievejledning på Ingeniørhøjskolen i Århus.
Der er rift om pladserne, og det er et tegn på, at de studerende på landets gymnasier har fået øjnene op for ingeniørfaget, mener hun.
"Koblingen mellem en naturvidenskabelig interesse og ingeniørfaget er ikke altid umiddelbar for gymnasieelever. Måske tænker de, at de vil læse matematik eller fysik på universitetet. Når de er i praktik her hos os, får de øjnene op for alt det spændende og kreative, der kendertegner ingeniørverdenen."
Mathias Them er en af de mange gymnasieelever, som i disse dage er i praktik på Ingeniørhøjskolen. Han vil læse elektro, når han har afsluttet sine htx-eksamener og gennemført sin værnepligt.
"Jeg interesserer mig for matematik og fysik, og det jeg godt kan lide ved ingeniørstudiet er, at det har en god blanding af teori og praksis. Det handler ikke bare om forelæsninger og tykke bøger. Det man lærer, kan bruges til noget i den virkelige verden," siger han.
Gymnasieleverne har blandt andet arbejdet med at lave en pulsmåler og et elektronisk navneskilt. Samtidig har de fulgt undervisningen på forskellige studieretninger.
Kontakt
Birgitte Castenskjold Viborg, leder af den centrale Studievejledning, Ingeniørhøjskolen i Århus: 8730 2608/6127 8859
Baggrundsoplysninger
Ingeniørhøjskolen i Århus har optaget i alt 70 gymnasieelever i studiepraktik ud af mere end 100 ansøgere.
Relevant information
http://www.iha.dk