01/12-10
-
Pressemeddelelse
Ny viden kan flytte energiforbruget
De teknologiske muligheder for et grønt energiforbrug findes. Men der skal meget mere til for at få danskerne til at gøre en reel indsats for miljøet. Det konkluderer antropologer og ingeniører efter et 2-årigt forsøgsprojekt.
Forestil dig at tage brusebad i vand, der er varmet op med billig el fra vindmøller, der kører om natten. Vindenergien bruger du også til at lade din vaskemaskine arbejde eller den bliver lagret i en varmtvandsbeholder til senere opvarmning af boligen. Der er et hav af teknologiske muligheder for at udnytte energiresurser optimalt i vores hverdag, og ingeniører er i fuld gang med at udvikle fremtidens intelligente energisystemer til hjemmet.
Teknologi på brugernes præmisser
Men hvis danskerne skal blive bedre til at spare på energien, må teknologi tænkes sammen med menneskers adfærd og behov. Det viser en omfattende undersøgelse, som blandt andet Ingeniørhøjskolen i Århus og Alexandra Instituttet står bag. I løbet af de seneste 2 år har forskere kortlagt de faktorer, der har indflydelse på almindelige menneskers energiforbrug i hverdagen.
Projektets mål er at udvikle energistyringskoncepter til hjemmet, der kan give almindelige mennesker bedre mulighed for at få overblik over og styre eget energiforbrug.
"Vi vil gerne have folk til at ændre deres energiforbrug i en mere bæredygtig retning. Derfor er vi nødt til at forstå, hvorfor folk bruger strøm, som de gør, og hvad der skal til for at ændre deres nuværende forbrugspraksis," fortæller Johanne Mose Entwistle fra Alexandra Instituttet.
Ingeniører på feltarbejde
Projektteamet har blandt andet fulgt 24 familier med forskellig alder, uddannelsesniveau, teknisk viden, boform og familiestruktur for at få idéer til nye teknologiske produkter. De har brugt klassiske antropologiske metoder til at skaffe sig viden om energiadfærd og både bevidste og ubevidste behov hos brugerne.
"Det her er nyt for os. Vi er vant til at lave tekniske løsninger, som vi efterfølgende prøver af på nogle brugere. Her er vi startet hos brugerne, og det har givet os nogle meget værdifulde input til den teknologiske produktudvikling, " siger Poul Ejnar Rovsing fra Ingeniørhøjskolen i Århus.
Og ingeniørerne har fået helt nye idéer til, hvordan man kan visualisere det private energiforbrug.
"Feltarbejdet har åbnet op for en ny forståelse af brugernes behov. For eksempel er det meget vigtig viden for os, at energiforbruget skal være synligt i kroner og øre. Som ingeniør tænker man ikke lige over, at kilowatttimer kan være en uhyggelig abstrakt måleenhed for mange mennesker," siger Poul Ejnar Rovsing.
De antropologiske undersøgelser viser, at familier prioriterer et godt indeklima i hjemmet meget højt, men samtidig, at de fleste faktisk ikke ved, hvad et godt indeklima er.
"Vi ved nu, at det helt centrale i vores teknologiske produkt handler om, at det kan visualisere indeklimaværdier og gøre det tydeligt, hvilke kriterier og normalværdier, man skal stræbe efter. Samtidig skal det kunne give konkrete handlingsanvisninger, som for eksempel: Skru ned for varmen eller luk vinduet," siger Poul Ejnar Rovsing.
Alle erfaringer og resultater fra projektets 2-årige levetid præsenteres på et seminar torsdag d. 16. december.
BAGGRUNDSOPLYSNINGER
· Projektet hedder Minimum Configuration Home Automation (MCHA)
· Projektet afprøver metoder til brugerinddragelse, som kan anvendes til udviklingen af nye energibesparende produkter.
· Projektets mål er at udvikle en energistyringsenhed til hjemmet, hvor brugeren kan få indblik i og styre sit energiforbrug og på baggrund heraf ændre sin forbrugsadfærd mod et mere bæredygtigt elforbrug.
· Projektets parter er: Ingeniørhøjskolen i Århus, Alexandra Instituttet, VELFAC, Develco Products og Veluxit
· Projektet er støttet af Erhvervs- og Byggestyrelsens program for brugerdrevet innovation. Det startede i august 2008 og slutter i december 2010.
· Afslutningsseminar torsdag d. 16.december klokken 13.00 til 16.30
KONTAKT
· Poul Ejnar Rovsing, Ingeniørhøjskolen i Århus: 8730 2433
· Johanne Mose Entwistle, antropolog, Alexandra Instituttet: 2843 7132
Relevant information
http://www.iha.dk