Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/01-11   -   Pressemeddelelse

Studerende forvandler baggård til overdækket vinteroase

Hundredevis af baggårde ligger øde hen i disse vintermåneder. Det er koldt og træerne er bare. I fremtiden bliver det måske anderledes. Studerende står bag en ny designmanual, der kan forvandle triste gårdmiljøer til overdækkede vinteroaser.

Tre studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus fik censor til at spærre øjnene op, da de i sidste uge fremlagde deres afgangsprojekt. Med inspiration fra det olympiske svømmestadion i Beijing har de forvandlet et helt almindeligt århusiansk gårdmiljø til en eksotisk vinteroase.

"Vi har forsøgt at skabe et uderum, der er attraktivt for beboerne hele året rundt. Ved at overdække gårdmiljøet opnår man en behagelig temperatur selv her i vinterkulden. Du kan lade børnene rende ud uden jakke på, hænge tøj til tørre altid og dyrke eksotiske planter," siger Kristjan Plagborg Nielsen, som er en af de tre nyuddannede ingeniører bag projektet.

De studerende har brugt Marselisgården ved Harald Jensens Plads i det sydlige Aarhus som case. I designforslaget har gårdmiljøet fået en imponerende overdækning med to kupler i et spindelvævslignende mønster.

"Vi har lavet et forslag med en konstruktion i glasfiber. Overdækningen består af transparente plastmembraner, der kan åbnes og lukkes. Det skal sikre en god gennemstrømning af både lys og luft," siger Kristjan Plagborg Nielsen.

Sommervarme hele året
Med overdækningen opnår en baggård en temperatur på op til 18 grader på en almindelig dansk vinterdag, og det giver beboerne helt nye muligheder for at udnytte uderummet, forklarer han.

"Der er stort set ingen, der opholder sig i byens gårdmiljøer om vinteren. I det øjeblik, der bliver en behagelig temperatur og en appellerende vegetation, vil de kolde baggårde blive forvandlet til små oaser. Det betyder, at rigtig mange kvadratmeter vil blive udnyttet optimalt og skabe værdi for de mennesker, der bor der."

Om sommeren vil der være en naturlig ventilation gennem overdækningen, som kan holde temperaturen nede. De studerende har optimeret designforslaget efter solens bane og tilstræbt en høj indetemperatur i vinterhalvåret og en lav indetemperatur i sommerhalvåret.

Kan blive en realitet
Der er endnu ingen gårdmiljøer med overdækning i Danmark. Det skyldes, at løsningen hidtil har været alt for dyr. Normalt er det en svær matematisk opgave at bestemme den optimale form og gitterkonstruktion for overdækningen af et givet areal, når det både skal opfylde krav om minimalt materialeforbrug, bæreevne og indeklima. Med de studerendes designmanual bliver det i fremtiden nemmere at finde en god løsning til en fornuftig pris. Og det vækker interesse hos blandt andet boligforeninger.

"Det er klart, at overdækkede gårdmiljøer bliver interessante, hvis omkostningerne nærmer sig et niveau, hvor boligforeninger kan være med. Vi investerer løbende i at fremtidssikre vores boliger på en måde, som skaber værdi for beboerne," siger Anders Rønnebo, direktør i Arbejdernes Andels Boligforening.

De studerende har desuden lavet beregninger, som viser, at et overdækket gårdmiljø reducerer energiforbruget. Når gården er et isoleret rum, bliver varmetabet fra de omkringliggende bygninger mindre. I en typisk karré er der mere end hundrede lejligheder, og de kan tilsammen opnå store besparelser på varmeregningen.

BAGGRUNDSOPLYSNINGER
· De studerende har udviklet et værktøj til parametrisk design, som kan producere og udvælge designforslag til forskellige typer af overdækning samt optimere efter valgte parametre som for eksempel arkitektur, økonomi, indeklima og statik.

· Designmanualen kan håndtere avanceret geometri og dermed rationalisere designprocessen, så det bliver lettere for arkitekten at formgive og for ingeniøren at bestemme statiske systemer.

· Designmanualen tager blandt andet højde for solindfald, ventilation, akustik, temperatur, luftkvalitet og vandafledning,


KONTAKT
· Kristjan Plagborg Nielsen, ny dimittend fra Ingeniørhøjskolen i Århus: 2614 1209
· Nicolai Kelddal Mortensen, ny dimittend fra Ingeniørhøjskolen i Århus: 2533 2545
· Peter Vejrum, ny dimittend fra Ingeniørhøjskolen i Århus: 6024 9881
· Anders Rønnebo, direktør, Arbejdernes Andels Boligforening: 8931 3101

Relevant information

http://www.iha.dk



Billeder


Pressekontakt


Firma

Ingeniørhøjskolen i Århus

, Danmark

  8730 2633
  8730 2633

http://www.iha.dk

Modtag nyheder fra Ingeniørhøjskolen i Århus på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater