Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
19/04-11   -   Pressemeddelelse

Nyt skumshelter kan redde liv i kolde katastrofeområder

En støbeform og to væsker, som reagerer og bliver til hårdt skum - det er alt, hvad der skal til for at lave højisolerede nødhjælpsshelters til kolde katastrofeområder. En ingeniørstuderende har vendt op og ned på den traditionelle byggemetode til genhusning.

Mens de dalende temperaturer truer tusindvis af japanske jordskælvsofre, har Jakob Christensen færdiggjort sit speciale i Byggeri ved Aarhus School of Engineering. På et halvt år har han udviklet en helt ny type nødhjælpsshelter med en parabelformet, selvbærende konstruktion og en ekstrem høj isoleringsgrad.

"Shelteret vejer ikke ret meget og kan bære sig selv helt uden søjler. Samtidig kan det holde frosten ude, så mennesker kan overleve ved egen kropsvarme, og det er stærkt nok til at modstå jordskælv," forklarer Jakob Christensen.

Shelteret er lavet af polyrethanskum, som fremstilles ved at blande to væsker. Skummet støbes ind i en fast form og giver en hidtil uset god holdbarhed.

"Skummet er elastisk og kan derfor holde til selv voldsomme efterskælv, nye jordskælv eller storm," siger Jakob Christensen.

I det sidste halve år har han gennemført en række forsøg for at fastlægge shelterets styrkeparametre, og han har testet et utal af forskellige lavbudgetmaterialer for at finde frem til den helt optimale shelterløsning.

"Ved at regne geometrien igennem har jeg valgt en meget robust, parabelformet løsning. Jeg har også testet en hel række forskellige typer af billige overfladebelægninger som for eksempel hestehår, hessian og fiskenet," siger han.

Råd til at redde flere
Shelteret er optimeret i sin udformning og derfor meget materialebesparende. Det betyder, at der er råd til at redde flere mennesker i akutte situationer, og Jakobs opfindelse kan derfor blive et meget vigtigt supplement til de ler- og halmhuse, som traditionelt opføres i katastrofeområder.

"En genhusningsindsats med mit shelter kræver, at man flyver et antal støbeforme ind i det svært fremkommelige katastrofeområde. Derudover skal man blot have adgang til de komprimerede væsker.
Man sparer på den måde mange resurser ved at reducere behovet for traditionelle byggematerialer," siger han.

Også behovet for arbejdskraft til opførelse af akutte boligløsninger kan reduceres, og de selvbærende elementer til shelteret kan fremstilles under relativt primitive forhold.

"Normalt er man dybt afhængig af lokal arbejdskraft, når man arbejder med genhusning i katastrofeområder. Og man er hele tiden i kapløb med tiden og den bidende frost. Det er nemt at

opføre shelteret, og det tager ikke længere tid end at slå et telt op. Man kan ikke gøre noget forkert.
Konstruktionen består af elementer, der kun kan samles på én måde. Og man behøver ikke at være ingeniør for at støbe skum ind i en form," siger Jakob Christensen.

Når det parabelformede shelter har udtjent sin akutte nødhjælpsfunktion, kan det transporteres til et andet sted og her omstøbes til at blive en del af en permanent bolig på en sokkel. På den måde kan den akutte nødhjælpsindsats få betydning langt ind i genopbygningsfasen for et katastrofeområde.

Svampesporer som byggemateriale
Jakob Christensen er i øjeblikket i gang med at videreudvikle sin shelterløsning i en mere økologisk retning.
Han har fundet ud af, at man kan erstatte det kemisk fremstillede polyrethanskum med svampesporer.

"Man kan for eksempel blande svampene med risaffald, som de så vil suge til sig og vokse i støbeformen på samme måde som det syntetisk fremstillede skum. Svampene har den fordel, at de er vandafvisende, brandhæmmende og samtidig biologisk nedbrydelige," forklarer Jakob Christensen.

Før svampene kan tages i brug som byggemateriale skal Jakob Christensen udvikle en løsning, der sikrer, at svampenes vækst i støbeformen kan stoppes.

BAGGRUNDSOPLYSNINGER

Jakob Christensen har i forbindelse med sit speciale udviklet et løsningsforslag til billig og hurtig genhusning af katastroferamte befolkningsgrupper i kolde og svært fremkommelige egne.

Hans løsning er et parabelformet shelter i hårdt polyrethanskum. Det kan bruges som akut boligløsning, og senere kan det omstøbes på en sokkel og indgå i klimaskærmen i en permanent boligløsning.

Han har udviklet et statisk beregningsprogram til at optimere konstruktionen i forhold til både tryk, bøjningspåvirkning og snitkræfter. Shelteret har i dag en ekstrem holdbarhed og kan modstå kraftige vindstød og jordskælv.

Inspiration til det parabelformede shelter kommer fra arkitekt Claus Hedding, der tidligere har været udsendt for organisationen Dansk International Bosætningsservice.

Relevant information

http://www.iha.dk


Pressekontakt


Firma

Ingeniørhøjskolen i Århus

, Danmark

  8730 2633
  8730 2633

http://www.iha.dk

Modtag nyheder fra Ingeniørhøjskolen i Århus på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater