29/06-11
-
Pressemeddelelse
Kronprinsen præmierer studerende for fjernvarmeprojekt
Kronprins Frederik har kåret vinderne af Fjernvarmens Udviklingscenters første idékonkurrence på Frederik d. VIII's palæ. I motivationstalen lagde kronprinsen især vægt på forslagets kreativitet og fokus på samspil med andre dele af energisektoren.
"I har haft for øje, at fjernvarme ikke skal betragtes som et isoleret system, men som et system der skal integreres i hele energinettet" sagde Kronprins Frederik, da han torsdag d. 23. juni overrakte præmier til i alt tre grupper af ingeniørstuderende. Kronprins Frederik er udnævnt til årets fjernvarmedansker i 2010.
Det var Mette Thordahl Nørgaard og Mads Kallestrup Petersen fra Ingeniørhøjskolen i Århus, der modtog præmien for deres fælles afgangsprojekt på bygningsingeniøruddannelsen.
"Det var en helt speciel oplevelse at møde Kronprinsen, og det virkede faktisk som om, han delte vores passion for fjernvarme. Fjernvarme er et spændende emne, når man interesserer sig for energi. Den danske fjernvarmemodel er på mange måder unik og fortjener et stærkt fokus. Den viden, vi som studerende er med til at opbygge har et meget stort eksportpotentiale," siger Mette Thordahl Nørgaard.
De studerende har i afgangsprojektet udviklet en energibesparende fjernvarmeløsning til områder med lavenergibyggeri. Ved at bruge en varmepumpe og fjernvarmebeholdere i de enkelte husstande kan man reducere varmetabet i ledningsnettet markant.
"Med en varmepumpe er det muligt at reducere fremløbstemperaturen i ledningsnettet helt ned til cirka 30 grader, som via et gulvvarmeanlæg kan opvarme husene i boligområdet. Ude i hver enkelt husstand er der en fjernvarmebeholder, der kan hæve temperaturen fra 30 grader til et niveau, så vandet kan bruges til opvarmning af brugsvand," forklarer Mads Kallestrup Petersen.
Den lave fremløbstemperatur giver langt mindre varmetab traditionelle fjernvarmeløsninger og bevirker desuden, at det energiproducerende anlæg som for eksempel en varmepumpe opnår bedre virkningsgrad.
I de studerendes fjernvarmeløsning indgår desuden muligheden for at udnytte solfangeranlæg til at dække dele af husenes varmebehov samt overskudsenergi fra vind til drift af varmepumper.
De studerende har i dag forsvaret deres afgangsprojekt og fik begge topkarakterer. De oplever i øjeblikket stor interesse for deres fjernvarmeekspertise i erhvervslivet. Mads har allerede fået job som rådgiver hos COWI A/S og Mette skal til samtale allerede i morgen.
BILLEDTEKST
På billedet ses vinderne af 1. præmien Christian Vang Madsen og Christian Nørr Jacobsen (fra DTU Mekanik), H.K.H. Kronprins Frederik, vinderne af 2. præmien Mette Thordahl Nørgaard og Mads Kallestrup Petersen (Ingeniørhøjskolen i Aarhus), samt vinderen af 3. præmien Lars Andersen (HIH-AU).
KONTAKT
Mads Kallestrup Petersen, 23 48 45 13
Mette Thordahl Nørgaard
For mere information og billeder fra dagen, kontakt venligst kommunikationsmedarbejder Astrid Aabye Møller: am(AT)fvu.dk , 41 22 71 68
BAGGRUNDSOPLYSNINGER
- Det er Fjernvarmens Udviklingscenter, der står bag idékonkurrencen for studerende.
- De studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus fik en 2. præmie i konkurrencen.
- Førstepræmien gik til to studerende fra DTU Mekanik for en nytænkende idé om CO2 som medie for fjernvarme og fjernkøling.
- Tredjepræmien gik til en studerende fra Handels- og ingeniørhøjskolen i Herning for idéen om at bruge overskuds-CO2 fra fjernvarmeproduktion til fremstilling af methanol, der kan bruges som brændstof i transportsektoren.
Relevant information
http://www.iha.dk