20/08-06
-
Pressemeddelelse
De skarpeste hjerner møder virksomhederne
Luften kommer formentligt til at gnistre af ideer og initiativer, når nogle af Danmarks skarpeste robothjerner mødes med leverandørnetværket RoboCluster SupplyNet i Vejle. Sammen vil de endevende den sidste nye viden om robot- og automatiseringsløsninger.
- Alle taler om, hvor vigtigt det er, at forskermiljøerne og virksomhederne mødes for at skabe ny innovation i produktionen. Det er netop, hvad der skal ske på mødet, siger projektleder Claus Risager, RoboCluster SupplyNet, der står bag arrangementet.
Store penge på spil
Mødet afholdes tirsdag den 22. august på robotvirksomheden, Kjærgaard A/S i Vejle, der er en af de i alt 30 medlemmer af RoboCluster SupplyNet.
Første del af arrangementet starter klokken 12.30 med en præsentation af forskningsinstitutionen Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet for Produktionsteknologi på Syddansk Universitet. Instituttet vil præsentere sine kompetencer og mulighederne for samarbejde.
- Virksomhederne har inden mødet identificeret deres behov for udvikling, så der er lagt op til en livlig debat og ideudveksling på mødet, siger projektleder Claus Risager
- Flere af SupplyNets medlemmer har allerede særdeles gode erfaringer med den form for samarbejde, som har fået stor betydning for deres software og medarbejderrekruttering, og på mødet vil Jens Haugaard fra Unisensor fortælle om de konkrete erfaringer og resultater, siger projektleder Claus Risager.
ForskerKontakten, der arbejder for at fremme forskernes kontakter og samarbejder med virksomhederne, støtter arrangementet, der er gratis for deltagerne.
Netværksmøde for medlemmerne
Herefter forsætter mødet som et af netværkets fire årlige medlemsarrangementer.
Programmet byder blandt andet på oplæg fra direktør Henrik John Andersen fra Inropa, der vil berette om to spændende projekter ved Sauer-Danfoss og Brandt Industrilakering. Projekterne handler om automatisering af malerprocesser i samarbejde mellem de tre medlemsvirksomheder, Inropa, AMROSE Robotics og Unisensor. Direktør Leif Thomsen, RoboTool, vil fortælle om sin virksomheds erfaringer med innovative robotprojekter. Og endelig vil professor Henrik Gordon Petersen fra Mærsk Instituttet fortælle om innovationsprojektet MoveBots, der er støttet af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
MoveBots vil med et budget på 31 mio. kr. samle den nationale og internationale viden på området og bygge en avanceret, fleksibel robot med gribe-arme, der funktionelt kommer så tæt på den menneskelige hånds muligheder som muligt.
Også muligheden for at etablere en Højteknologisk Platform, HANDYMAN, med et budget på 50 mio. kroner vil blive præsenteret på mødet. I begge projekter er der deltagelse af flere af RoboCluster SupplyNets medlemmer.
- Det er begge projekter, hvor der både er midler og muligheder for konkret samarbejde mellem forskerne og erhvervslivet. Derfor er det både meget vigtigt og spændende at få sat de to parter sammen, så mulighederne gribes og udnyttes optimalt, siger Claus Risager.
Afslutningsvist viser salgschef Lars Johansen, Kjærgaard A/S rundt på virksomheden i Vejle, så deltagerne kan få lejlighed til at se en række avancerede installationer og opstillinger.
Pressen er naturligvis velkommen til at deltage i arrangementet, der vil give et unikt indblik i, hvor den syddanske robot- og automationsindustri bevæger sig hen.
RoboCluster og RoboCluster SupplyNet
RoboCluster er et nationalt kraftcenter for robot- og automationsteknologiske løsninger med forankring på Syddansk Universitet i Odense og består af leverandører og aftagere i branchen samt forsknings- og uddannelsesinstitutioner med speciale i robot- og automationsteknologi.
Under RoboCluster har 30 højtspecialiserede virksomheder samlet sig i et forretningsorienteret netværk, RoboCluster SupplyNet, der har som mål at styrke udviklingen af optimale og innovative produktionsløsninger, som lever op til fremtidens krav om automation.
Læs mere om RoboCluster og RoboCluster SupplyNet på www.robocluster.dk
Yderligere oplysninger
Hvis du er interesseret i yderligere oplysninger om - eller ønsker du at tilmelde dig arrangementet - er du velkommen til at kontakte Claus Risager, der er projektleder for RoboCluster SupplyNet, telefon 22 70 59 62, e-mail claus.risager@teknologisk.dk
Hvis du vil vide mere om RoboCluster, er du velkommen til at kontakte sekretariatet, centerleder Rune Larsen på telefon 65 50 36 52, mobil 60 11 36 52 eller rune.larsen@robocluster.dk
Relevant information
http://www.robocluster.dk