30/06-09
-
Pressemeddelelse
Fejlpakkede feriebiler udgør en fare i trafikken
Bilen bliver proppet til bristepunktet, når ferieglade danskere kaster sig ud i trafikken mod sommerhuset eller sydpå. Men en overlæsset feriebil er usikker at køre i. Antallet af dødsfald og svært tilskadekomne stiger, når sommeren bryder igennem*. En række gode råd fra Codan før køreturen kan hjælpe på vej
Alt fra kaffemaskine og køletaske til støvler og fiskestænger. Selv kæledyrene skal med sammen med de sædvanlige tasker med familiens tøj.
Feriehungrende danskere læsser hvert år bilen til bristepunktet og kører i sommerhus eller sydpå mod solskin og strandliv.
Men alt for få tænker nærmere over den øgede risiko for uheld, der opstår, når bilens ruder er dækket til, og bilens vægt er øget så meget, at kørslen bliver mere slingrende og bremseevnen dårligere.
"I ferien læsser vi bilen med alle familiens foretrukne ting. Alt fra køkkenudstyr til badebolde og fjernsyn skal med på ferieturen. Konsekvensen er et dårligere udsyn i bilen, og bilen opfører sig på en anden måde end normalt. Tyngdepunktet i bilen har flyttet sig, så den nemmere begynder at slingre. Bilen reagerer helt enkelt mere sløvt under den højere ferievægt," forklarer Torben Nygaard, ansvarlig for bilskade hos Codan Forsikring.
Sodavand er som sten
Hvis man vil undgå at ændre bilens køreegenskaber til det dårligere, skal man så vidt muligt læsse tunge ting foran eller over bagakslen. F.eks. svarer en taske på bare 10 kilo til en vægt på knapt et halvt ton ved en kollision ved 60 km/t**.
Inden bilen pakkes til ferien, er det også en god idé at undersøge den maksimale tilladte vægt på bilens last - og her skal man huske, at både passagerer og bagage regnes med.
"Tung bagage skal altid placeres så nært ved bilens sider og rygstøtte som muligt for at undgå, at lasten slår igennem bagsædet ved en ulykke. Og så skal man være opmærksom på de løse genstande i bilen. Det gælder f.eks. kameraer eller sodavanden til barnet på bagsædet. Ved et sammenstød kan sodavandsflasken opføre sig, som fik man en stor sten i hovedet," påpeger Torben Nygaard.
Mange indbrud i biler i sommerferien
Selvom antallet af tyverier i biler totalt set er faldet i de senere år, øges risikoen for indbrud markant i sommerferien. Over 41.500 anmeldte sidste år et tyveri fra deres bil eller campingvogn mv.***
"I over halvdelen af alle tyverier i biler stjæles der værdier, som ligger synlige igennem bilens ruder. Derfor understreger vi altid, at alle værdisager dækkes eller gemmes væk i bagage- og handskerum, så man ikke kan se dem udefra. Og så skal man naturligvis huske at låse bilen," siger Torben Nygaard.
Codans rejsetips til sikker bilferie
- Pak tung bagage nær bilens sider og rygstøtte lige foran eller over bagakslen
- Fastgør løs bagage og anvend altid lastnet eller lastgitter mellem bagage og bagsæde
- Hav styr på den maksimale tilladte vægt på last i din bil. Dette vil stå i bilens instruktionsbog.
- Husk at både passagerer (ikke føreren) og bagage skal regnes med i den maksimale tilladte vægt på last i din bil
- Husk, at en forkert læsset bil påvirker sikkerheden ganske dramatisk ved dårligt føre.
- Prøvepak bilen, hvis der er tid og mulighed for det
- Kør aldrig, når du er træt
- Hold mange pauser under kørslen
* Kilde: Vejdirektoratet
** Kilde: FDM
*** Kilde: Danmarks Statistik (tyverier med en værdi på under 3.000 kr. registreres ikke)
Relevant information
http://www.codan.dk
Firma
Codan Forsikring A/S
Gammel Kongevej 60
1790 København V,
Danmark
33 55 24 84
33 55 24 84
http://www.codan.dk