17/08-11
-
Pressemeddelelse
Lad være med at dele dine rejseplaner på Facebook
En netop offentliggjort undersøgelse fra YouGov Zapera for Codan Forsikring afslører, at knap en ud af fem danskerne (18 pct.) har delt deres rejseplaner via Facebook. Det skal man være varsom omkring, advarer Codan. Det kan give anledning til indbrudstyve.
Det fremstår uskyldigt, når statusopdateringer om ferieplaner bliver delt med venner og bekendte gennem Facebook, men desværre kan det ende med at tjene som en invitation til indbrudstyve på nettet. Særligt de 18-34-årige skal være varsomme for her deler over en tredjedel (36 pct.) deres rejseplaner på de sociale medier.
"Selvom det kan være svært at linke indbrud i hjemmet med opdateringer på sociale medier, er der ingen grund til at tage chancen", udtaler Lotte Schartau, produktekspert hos Codan og fortsætter:
"Man kan gøre flere ting for at mindske risikoen. For det første skal man tjekke sine privatindstillinger på de sociale medier, så man er helt sikker på, at det kun er vennerne på fx Facebook, der kan se statusopdateringer, billeder og så videre. For det andet er det også en god ide, at lade være med at skrive sin adresse og sit telefonnummer på profilen, da det er informationer, der kan bruges til at opsøge en hjemmeadresse. Endelig skal man helst vente med at lægge feriebilleder op, til man er hjemme fra ferien igen".
Tænk dig om
Har man en almindelig indboforsikring fra et af de større forsikringsselskaber i Danmark, dækker den stort set altid ved indbrud, også hvis indbrudstyven har fundet frem til sit mål ved hjælp af sociale medier. Men det ændrer ikke på, at man står tilbage med det ubehagelige ved selve situationen og i nogles tilfælde med en ærgrelse over, at have mistet ejendele med stor affektionsværdi, som jo ikke umiddelbart kan erstattes.
"Man skal altid tænke sig om, også i forhold til adfærd på de sociale medier. Selvom man rigtig gerne vil vise vennerne, hvordan man fx har overvundet sin frygt for havet og stået på vandski efter en speedbåd midt i bounty-land, så er det nogle gange det mest fornuftige at vente med at dele den slags oplevelser, til man er hjemme igen", afslutter Lotte Schartau.
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.009 danskere i alderen 18-64 år.
Relevant information
http://www.codan.dk/
Firma
Codan Forsikring A/S
Gammel Kongevej 60
1790 København V,
Danmark
33 55 24 84
33 55 24 84
http://www.codan.dk