Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
13/06-13   -   Pressemeddelelse

Lang ventetid på diagnose er utilfredsstillende

Selvom danskerne ofte benytter det offentlige sundhedsvæsen, er mange alligevel overraskede over, hvor lang tid det tager at få stillet en diagnose. Det viser en undersøgelse fra Codan Forsikring, hvor også tre ud af fire finder den reelle ventetid utilfredsstillende. De nye udredningsregler, der træder i kraft 1. september i år, vil tilsyneladende ikke ændre ventetiderne.

Selvom mere end halvdelen af danskerne overordnet er tilfredse med det offentlige sundhedsvæsen, er det hele 76 procent, der finder det utilfredsstillende, at det i dag tager i gennemsnit 60 dage at få stillet en diagnose ved et sygdomsforløb. Det viser en undersøgelse foretaget af Codan.

"60 dages ventetid på en diagnose er selvfølgelig utilfredsstillende for mange, fordi man i to måneder har smerter og måske ikke kan gå på arbejde uden at vide, hvad man egentlig fejler og derfor heller ikke kommer i bedring", siger Morten Jepsen fra Codan Forsikring.

Ifølge undersøgelsen har mere end hver tredje dansker (36 procent) på et tidspunkt fået stillet en diagnose fra det offentlige sundhedsvæsen, der har forhindret vedkommende i at udføre sit arbejde på kort eller længere sigt. Og det er både alvorligt for patienten, der har smerter, og for den virksomhed, som mangler sin medarbejder.

Risiko for falsk tryghed
Den 1. september 2013 indføres en ny udredningsret, som giver patienten ret til at få stillet en diagnose (udredning) på et sygehus inden for 30 dage. Samtidig differentieres behandlingsgarantien, så patienter med ikke-akutte sygdomme kan komme til at vente op til 60 dage på behandling mod de nuværende 30 dage.

"Selvom det kunne lyde som om, at den nye udredningsret er godt nyt til alle de danskere, der er utilfredse med den nuværende ventetid på diagnoser, så er der desværre en risiko for at den ikke ændrer nævneværdigt på den nuværende situation. Det skyldes, at langt de fleste patienter bliver udredt og diagnosticeret hos den praktiserende læge og privatpraktiserende speciallæge, mens udredningsretten udelukkende omfatter henvisninger, hvor patienten skal udredes på offentligt sygehus eller ambulatorium", fortæller Morten Jepsen og fortsætter:

"Og hvis det offentlige sygehus ikke kan stille en diagnose inden for 30 dage, er de desuden alene forpligtet til at udarbejde en plan for patientens udredning - men herefter er der ingen krav for, hvornår en diagnose skal være stillet og man dermed kan påbegynde den rette behandling. De nye regler omkring udredningsretten er derfor lidt som elastik i metermål, og af samme grund er de også allerede kritiseret fra flere steder".

Mange vil sandsynligvis opleve, at de kommer til at vente længere tid på at blive behandlet. Det gælder fx knæ-, ryg- og skulderskader samt andre ikke-alvorlige sygdomme, som dog stadig afholder folk fra at arbejde pga. smerter.

Det er især personer, der har været på arbejdsmarkedet i lang tid, som har oplevet at være uarbejdsdygtig som følge af en sygdom eller lidelse. Blandt undersøgelsens 45-59-årige er det nemlig cirka halvdelen (48 procent), der svarer 'ja' til at have fået en diagnose, som forhindrede dem i at udføre deres arbejde.

Codans undersøgelse er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1010 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, i perioden 4. - 6. januar 2013.

###

Om Codan Forsikring

Codan Forsikring er Danmarks tredjestørste forsikringsselskab og har knap 340.000 danske husstande og godt 50.000 små og store virksomheder som kunder. Codan Forsikring er en del af Codan-koncernen, der bl.a. ejer det svenske forsikringsselskab Trygg-Hansa. Codan-koncernen er i dag 100 % ejet af den britiske forsikringskoncern RSA. Dermed er Codan en del af et af verdens største forsikringsselskaber med ca. 17 millioner kunder og 23.000 medarbejdere. Læs mere om Codan på www.codan.dk. Følg os på Facebook www.facebook.com/codanforsikring eller LinkedIn www.linkedin.com/company/codan-forsikring

Relevant information

http://www.codan.dk


Pressekontakt


Firma

Codan Forsikring A/S
Gammel Kongevej 60
1790 København V, Danmark

  33 55 24 84
  33 55 24 84

http://www.codan.dk

Modtag nyheder fra Codan Forsikring A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater