19/12-11
-
Pressemeddelelse
Slayer til COPENHELL 2012
Og billetsalget til næste års metalfest startede torsdag den 15. december. COPENHELL er stolte over at kunne præsentere endnu en metalmastodont, ja et af de største metalbands nogensinde, til 2012's lineup. Thrash-legenderne fra Slayer kommer til Refshaleøen til sommer, og dermed får COPENHELL's fans deres højeste ønske opfyldt (ifølge en brugerundersøgelse foretaget her i efteråret var Slayer det mest ønskede band).
Slayer startede i midten af 80'erne thrash-bølgen sammen med deres 'Big Four'-kompagnoner fra Metallica, Megadeth og Anthrax (som også spiller til COPENHELL 2012), og var bandet stærkt medvirkende til at forme Heavy Metal til den ekstreme genre, den er i dag. I samarbejde med super produceren Rick Rubin ændrede Slayer thrash-metal radikalt med hovedværket "Reign In Blood", som blev udgivet i 1986 på det legendariske Def-Jam label.
Bandet er helt uofficielt udnævnt som verdens hurtigste band. Og selvom det måske er en overdrivelse, så er det i hvert fald en kendsgerning, at Slayer af metalhoveder regnes som 100% kompromisløst Heavy Metal. Og det skal selvfølgelig nævnes, at 'Reign In Blood' har en gennemsnitshastighed på 220 BPM (Beats Per Minute) - hvilket er hurtigt!
Med kæmpe metal hits som 'Raining Blood', "War Ensemble", 'Dead Skin Mask' og 'Angle Of Death', lyriske temaer der omkredser massemordere, krig og anti-religion, branchens hurtigste og ondeste riffs, er Slayer et must for enhver metaltfan. Desuden er guitarist Jeff Hanneman endelig tilbage efter et langt sygefravær, og bandet er i fuld gang med en ny plade.
Køb billetter til COPENHELL 2012.
Foreløbigt lineup til COPENHELL 2012: Marilyn Manson, Lamb of God, Slayer, Anthrax, Skeletonwitch, Trivium, Killswitch Engage, Korpiklaani.
COPENHELL foregår på Refshaleøen i København den 15. & 16. juni 2012. Her vil 16 bands fyre metal af på to scener. Mere info: på sitet eller vores facebooksite
Relevant information
http://www.copenhell.dk