17/11-11
-
Pressemeddelelse
Kunderne står i kø i Havnevigen
NCC Bolig viste endnu engang, at man med det rigtige produkt kan skabe sensationer i et ellers underdrejet boligmarked, da anden etape af rækkehusene i Havnevigen blev solgt.
I oktober blev de første 16 af NCC Boligs rækkehuse på Islands Brygge solgt i løbet af få timer, og i forrige uge blev anden etape med 13 boliger så sat til salg. Da adskillige købere ikke fik sikret sig et rækkehus i første omgang, blev disse inviteret til et særskilt arrangement inden den officielle salgsstart. Det blev hurtigt tydeligt, at interessen fortsat er stor for Havnevigen, da den første køber lagde sig i kø foran boligshoppen 12 timer før arrangementet begyndte, og der kom løbende flere købere til, så de også kunne sikre sig deres drømmebolig.
Dagen efter var resultatet, at NCC på ny måtte melde alt reserveret, og det er en sjælden fornøjelse i et ellers hårdt prøvet boligmarked. Salgschef Kim Poulsen føler, at man i Havnevigen har ramt det helt rigtige produkt: "Vi er utrolig glade for den modtagelse, som Havnevigen har fået. Det er dejligt at se den interesse og entusiasme, som køberne viser, og det bekræfter mig i, at vi har et attraktivt produkt at tilbyde markedet."
Hos samarbejdspartneren, DanBolig på Islands Brygge, er humøret ligeledes højt, og man håber på at succesen fortsætter: "Islands Brygge er én af de mest eftertragtede bydele i hovedstaden, og det understreger interessen for boliger herude. Vi vidste godt, at Havnevigen var et spændende projekt med enestående boliger, men vi er overvældet over boligernes modtagelse", fortæller den daglige leder, Nikolaj Andersen.
Ud over de første to etaper skal der bygges 20 rækkehuse mere, men hvornår disse bliver udbudt, er endnu ikke fastlagt. Desuden vil NCC i nær fremtid tilbyde både lejligheder og eksklusive strandhuse med direkte adgang til vandet i Havnevigen. De første af disse lejligheder bliver udbudt i januar 2012.
For yderligere information kontakt venligst:
Dorte Andersen, Marketingchef, NCC Bolig, tlf.: +45 41 70 45 07, e-mail: dta@ncc.dk
Du kan læse mere på www.nccbolig.dk
Relevant information
http://www.nccbolig.dk/