24/03-14
-
Pressemeddelelse
Massiv fremgang hos Outline Vinduer
Outline Vinduer i Farsø har oplevet massiv fremgang i de første måneder af 2014 og har nu mellem 10 og 15 ledige stillinger i produktionen. Mildere vinde i byggebranchen samt lancering af Lyn Levering på bare syv dage i starten af året er blandt de væsentligste årsager.
2014 har indtil videre været det travleste år i en årrække hos Outline Vinduer i Farsø. Virksomhedens vinduer og døre går nærmest som varmt brød, og produktionen kører i højeste gear. Det sker som følge af, at Outline i øjeblikket tager markedsandele i et voksende marked:
- Vi har haft en usædvanlig god start på året, og det er der mange årsager til. Dels går det generelt bedre for byggeriet og langt bedre end sidste år, hvor vinteren varede til og med april. Dels har vi lanceret nogle nye koncepter, som både trælaster, byggemarkeder og private slutbrugere har taget rigtig godt imod, forklarer produktionsdirektør Jens Sørensen.
I januar 2014 introducerede Outline Vinduer som de første i Danmark 7 dages levering for vindues- og dørprodukterne Træ, Træ/Alu og Træ/Alu Energy. Det var en halvering af markedets hidtil hurtigste leveringstid på 14 dage, som Outline i forvejen sad på. Og selvom den såkaldte Lyn Levering sker mod en merpris, så er der mange, der vælger den løsning:
- Kombinationen af 200 meget dedikerede og kundefokuserede medarbejdere og optimering af en række interne processer har muliggjort levering af vinduer på mål på bare 7 dage, forklarer Jens Sørensen og fortsætter: - Vi havde på forhånd afsat en del af den daglige produktion til Lyn Levering, men denne kapacitet må vi nu udvide på grund af den høje efterspørgsel. Succesen er om ikke kommet bag på os, så er vi i hvert fald positivt overraskede.
Men der er også andre forhold, der gør, at Outline Vinduer kan tage markedsandele i øjeblikket. Outline producerer alle sine vinduer i Farsø, og netop produktion på dansk jord giver nogle klare fordele i forhold til konkurrenterne, hvoraf flere får produceret i Østeuropa:
- Vi har gennem alle årene fastholdt, at vi skal beholde vores produktion af døre og vinduer i Danmark. Udover mulighed for Lyn Levering, så giver det os også en række andre fordele - eksempelvis at produktion, salg og udvikling sidder på samme adresse i Farsø. Vores medarbejdere kan på den måde løse alle tænkelige forespørgsler fra kunderne, fordi sælgerne kan gå ud i produktionen og omvendt, fortsætter Jens Sørensen.
Som følge af fremgangen søger Outline Vinduer nu 10-15 ekstra mand i Farsø - fortrinsvis til produktionen. Virksomheden har i en årrække haft et forbilledligt samarbejde med Vesthimmerlands Kommune om ansættelse af fleksjobbere, og dette samarbejde forventes også udbygget med behovet for flere medarbejdere:
"ƒ
- I det hele taget er vores arbejdsstyrke ekstrem fleksibel. Vi kan reagere meget hurtigt på ændringer i efterspørgslen - om det så er i opad- eller nedadgående retning eller på produktniveau. Kort sagt: Når der er kunder i butikken, arbejder vi til tingene er gjort, og når der er lavsæsonen, arbejder vi mindre og får opkvalificeret medarbejderne med efteruddannelse. Det er af stor betydning for driften, og det har været en væsentlig grund til, at vi har kunnet fastholde medarbejderne henover krisen, slutter Jens Sørensen.
Relevant information
Se pressemeddelelsen på www.outline.dk
http://www.outline.dk/pressreleases/massiv-fremgang-hos-outline-vinduer-54.aspx
Pressekontakt
Sanne Hosbond
Brand Manager
96979747
40241090
Firma
Outline Vinduer A/S
Fabriksvej 4
DK-9640 Farsø,
Danmark
+45 98 63 24 44
+45 98 63 24 44
http://www.outline.dk/