Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/11-12   -   Pressemeddelelse

Delårsrapport for de første 9 måneder af 2012 - Lavere forventning til årsresultat

Bestyrelsen for DONG Energy har i dag godkendt delårsrapporten for de første 9 måneder af 2012 med følgende forventninger og hovedtal i forhold til de første 9 måneder af 2011:

EBITDA udgjorde 6,7 mia. kr. i de første 9 måneder af 2012 mod 11,7 mia. kr. i de første 9 måneder af 2011 og var påvirket af hensættelse på 2,3 mia. kr. på tre langsigtede tabsgivende gaslagerkontrakter i Tyskland. Disse kontrakter blev indgået i 2006/2007, hvor adgang til lagerkapacitet var en forudsætning for at operere på markedet. Den nuværende markedssituation har medført, at værdien af lagerfleksibilitet er væsentligt reduceret og kontrakterne er derfor tabsgivende. Endvidere er der hensat 0,6 mia. kr. vedrørende tabsgivende kontrakt fra 2007 på kapacitet i LNG terminalen i Holland som følge af overkapacitet på markedet. Ingen af disse hensættelser påvirker pengestrømmene. Herudover var der bortfald af engangsindtægt i 2011 fra genforhandling af gaskontrakter, lav produktion og spreads for de termiske kraftværker samt omkostninger til reparation af Siri-platformen. Der var derimod et højere EBITDA fra vindaktiviteterne og i Exploration & Production var både produktionen og priserne højere

Resultat efter skat blev -2,4 mia. kr., hvilket var 5,9 mia. kr. lavere end de første 9 måneder af 2011. Faldet skyldtes lavere EBITDA, nedskrivninger på 2,7 mia. kr. samt højere afskrivninger. Derimod var der positiv effekt fra avance ved salg af virksomheder på 2,0 mia. kr. efter skat

Pengestrømme fra driftsaktivitet faldt til 5,0 mia. kr. fra 8,2 mia. kr. i de første 9 måneder af 2011. Dette skyldtes primært det lavere EBITDA (før hensættelser) samt stigende pengebindinger i arbejdskapital

Nettoinvesteringer udgjorde 11,6 mia. kr. i de første 9 måneder af 2012 mod 12,3 mia. kr. i samme periode året før. Bruttoinvesteringer udgjorde 14,8 mia. kr. og vedrørte primært udbygning af vindaktiviteter samt olie- og gasfelter, mens frasalg primært vedrørte Oil Terminals

Den rentebærende nettogæld steg med 9,6 mia. kr. fra udgangen af 2011 til 33,2 mia. kr.

Adm. direktør Henrik Poulsen

"Det er et utilfredsstillende resultat, vi leverer for årets første ni måneder. Det er ligeledes utilfredsstillende, at vi må nedjustere vores forventninger til driftsresultatet for 2012. Det skyldes ikke mindst et europæisk gasmarked præget af overudbud og lave marginer bl.a. som følge af, at lave CO2- og kulpriser medfører, at de kulfyrede kraftværker er mere konkurrencedygtige end de gasfyrede. Dette har medvirket til betydelige hensættelser og en markant forværret resultatudvikling i forretningsområdet Energy Markets. De øvrige fire forretningsområder udvikler sig som forventet. Herunder ser vi fortsat et stort potentiale i vores to primære vækstområder, Exploration & Production og Wind Power. Den dårlige resultatudvikling i 2012 har øget behovet for markant at styrke DONG Energy's indtjening, afkast på den investerede kapital og kapitalstruktur. Til det formål arbejder vi på en handlingsplan med henblik på at reducere omkostningerne med 1 mia. kr. inden udgangen af 2012, frasælge ikke-kerneaktiviteter, prioritere de fremadrettede investeringer og restrukturere vores tabsgivende aktiviteter i gasmarkedet."

Forventninger

I forbindelse med halvårsrapporten blev det oplyst, at forudsætningerne, der lå til grund for forventningen til EBITDA for Energy Markets i 2012, var forværret siden begyndelsen af året som følge af en række forhold, der alle reducerer EBITDA.

I forhold til udmeldingen i halvårsrapporten reducerer ovennævnte hensættelser til tabsgivende kontrakter på 2,9 mia. kr. og forsinket idriftsættelse af London Array forventningerne yderligere.

For at forbedre indtjeningsevnen og styrke kapitalstrukturen fremadrettet iværksættes en effektiviseringsplan inden udgangen af 2012, der skal reducere omkostningerne med 1 mia. kr. årligt. Dette skal blandt andet opnås via nedlæggelse af 500-600 stillinger. Derudover forventes der gennemført frasalg for 10 mia. kr. i 2013-2014.

På basis af ovenstående forventes et EBITDA i 2012 på 8,5-9 mia. kr. Dette er en nedjustering i forhold til udmeldingen i halvårsrapporten, hvor EBITDA i 2012 var forventet at blive i niveauet 10% lavere end 2011.

EBITDA i 2013 forventes at ligge væsentligt over 2012 som følge af omkostningsreduktioner, idriftsættelse af nye aktiver samt bortfald af engangseffekt fra hensættelserne på tabsgivende kontrakter i 2012. Kapitalstrukturen forventes tilsvarende forbedret. En mere præcis forventning til EBITDA og kapitalstrukturnøgletal for 2013 vil blive udmeldt senest i forbindelse med årsrapporten for 2012.

I forbindelse med aflæggelse af delårsrapporten vil der blive afholdt en telefonkonference for investorer og analytikere 1. november 2012 kl. 11.00:

Danmark: +45 32 72 80 18
International: +44 145 255 5131

Telefonkonferencen kan følges live på følgende adresse: http://www.dongenergy.com/da/investor/praesentationer/pages/webcasts.aspx

Præsentationsmateriale vil være tilgængeligt før konferencen på følgende adresse: http://www.dongenergy.com/da/investor/praesentationer/pages/finansielle_praesentationer.aspx

Delårsrapporten kan downloades på:
http://www.dongenergy.com/delaarsrapporter

For yderligere information, kontakt:

Media Relations
Helene Aagaard
+45 99 55 93 30

Investor Relations
Morten Hultberg Buchgreitz
+45 99 55 97 50

DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring 7.000 medarbejdere og omsatte for 57 mia. kr. (EUR 7,6 mia.) i 2011. For yderligere information, se www.dongenergy.com

Relevant information

http://www.dongenergy.dk


Pressekontakt


Firma

DONG Energy A/S
Teknikerbyen 25
2830 Virum, Danmark

  9955 9330
  9955 9330

http://www.experimentarium.dk/no_cache/forsiden/udstillinger/hovedudstillingen/energi/energi-agent-jagten-paa-den-groenne-energi/

Modtag nyheder fra DONG Energy A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire