06/11-12
-
Pressemeddelelse
DONG Energy udnævner to nye koncerndirektører
DONG Energy udnævner to nye koncerndirektører i forretningsområderne Wind Power og Energy Markets.
Samuel Leupold, 42 år, udnævnes som ny koncerndirektør for forretningsområdet Wind Power. Han afløser Henrik Poulsen, der siden sin tiltrædelse som CEO i DONG Energy også har været fungerende koncerndirektør for Wind Power.
Samuel Leupold er fra Schweiz og kommer fra en stilling som koncerndirektør hos det schweiziske energiselskab BKW FMB Energie. Han er uddannet ingeniør og har en MBA fra INSEAD i Frankrig. Han har tidligere arbejdet for Bühler, McKinsey og ABB Power Generation. Han tiltræder 4. marts 2013.
Henrik Poulsen siger om udnævnelsen af Samuel Leupold som ny koncerndirektør for Wind Power:
"Jeg er særdeles glad for, at vi har fået Samuel Leupold med på holdet. Med sin omfattende ledelsesmæssige erfaring fra energisektoren, herunder især inden for ledelse af store energiprojekter, har han de helt rette kompetencer til stå i spidsen for den fortsatte udvikling af vores markedsledende position inden for offshore vind"
I forretningsområdet Energy Markets sker der også en ændring i ledelsen. Henrik Poulsen siger:
"Vi står foran en stor opgave med at skulle styrke indtjeningen og udvikle forretningen i Energy Markets. I den forbindelse ønsker vi at sætte et nyt hold i spidsen for Energy Markets. Koncerndirektør Kurt Bligaard Pedersen forlader derfor DONG Energy efter gensidig aftale. Jeg vil gerne sige Kurt tak for en stor indsats i DONG Energy og ønsker ham held og lykke fremover ".
Morten Hultberg Buchgreitz, 45 år, er blevet udnævnt som ny koncerndirektør for Energy Markets. Han kommer fra stillingen som Senior Vice President for Group Treasury & Risk Management i DONG Energy. Siden marts 2012 har han derudover varetaget opgaven som stedfortrædende koncerndirektør i Wind Power. Han tiltræder stillingen pr. 4. marts 2013.
Group CFO Carsten Krogsgaard Thomsen vil fra dags dato og frem til 4. marts 2013 på midlertidig basis også varetage stillingen som koncerndirektør for Energy Markets.
Henrik Poulsen siger om udnævnelsen af Morten H. Buchgreitz som ny koncerndirektør for Energy Markets:
"Morten H. Buchgreitz har både som chef for Group Treasury & Risk Management og i sin tid som daglig chef for Wind Power vist de kompetencer, vi har brug for i arbejdet med at udvikle Energy Markets. Han kender DONG Energy til bunds, han er en dygtig leder, og han har omfattende indsigt i markedsforholdene. Hans udnævnelse til medlem af DONG Energys koncernledelse er en velfortjent anerkendelse af hans hidtidige bidrag til virksomhedens udvikling"
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke DONG Energy's tidligere udmeldte forventninger til det finansielle resultat for regnskabsåret 2012 eller det forventede investeringsniveau.
For yderligere information, kontakt:
Group Communications
Karsten Anker Petersen
+45 9955 9662
Media Relations
Rune Birk Nielsen
+45 9955 6543
Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
+45 9955 7996
Relevant information
http://www.dongenergy.dk