08/04-11
-
Pressemeddelelse
Gylleregler begrænser miljøvenlig produktion
Virksomheder, herunder eksempelvis Kohberg Brød A/S (Kohberg), som ønsker at reducere miljøpåvirkningen ved investering i et biogasanlæg oplever, at reglerne begrænser muligheden for støtte til etablering af anlægget.
De gældende regler for støtte til etablering af biogasanlæg kræver, at der som minimum anvendes 75 % gylle i anlægget målt i volumen. Dette er gylle, som virksomheden selv skal forhandle sig til, indsamle og transportere til virksomheden og derfor som udgangspunkt har svær adgang til. Reglerne begrænser dermed etablering af biogasanlæg udenfor landbrugsregi og hindrer muligheden for at skabe bæredygtige produktioner. De eksisterende regler for støtte til etablering af biogasanlæg er udarbejdet med udgangspunkt i regeringens og Dansk Folkepartis aftale Grøn Vækst. Her beskrives det at "landbrugets rolle som leverandør af grøn energi skal styrkes", og at "der sigtes mod, at op til 50 % af husdyrgødningen i Danmark kan udnyttes til grøn energi i 2020". Hensigten med at reducere miljøbelastningen fra landbruget er god. Landbruget er dog ikke det eneste sted etablering af biogasanlæg kan være fordelagtigt. Der eksisterer endvidere et uudnyttet potentiale i fødevareindustrien, hvor man besidder større mængder af organiske affaldsprodukter. Det giver mulighed for, at indsamle det organiske spild fra produktionsprocesser og anvende det i biogasanlæg, for derved at omdanne det til biogas. Ved at placere biogasanlægget direkte ved produktionsstedet opnås et minimum håndterings- og transportbehov. Den producerede biogas kan efterfølgende anvendes direkte i virksomheden, hvor den kan erstatte fossile brændsler. Det forventes på sigt at fødevarevirksomhederne ligeledes kan stå for indsamlingen af spild fra detailleddet, hvor fødevarer som er blevet ukurante kan indsamles og anvendes i biogasanlægget i stedet for at gå til forbrænding. Dette skyldes at virksomhederne allerede har kontakten til detailleddet.
Der synes enighed om at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser - ikke kun i landbruget, men som nation. Reglerne kan derfor virke besynderlige, da de er rettet specifikt mod landbruget. Det virker ulogisk at en virksomhed skal gange sit spild med 3, for at kende den nødvendige mængde gylle, der skal anskaffes til anlægget, for at kunne ansøge om støtte til etablering af et biogasanlæg. Vælger virksomheden ikke at ansøge om støtte, så skal virksomheden selv stå for finansiering og påtage sig hele risikoen ved etableringen. En risiko som må formodes at få de fleste fødevarevirksomheder til at opgive eller søge alternative løsninger.
Et eksempel på en virksomhed, som undersøger mulighederne for etablering af et biogasanlæg er som nævnt Kohberg. Hos Kohberg er udfordringen at virksomheden ønsker at etablere et biogasanlæg næsten udelukkende baseret på industriaffald, primært i form af brødaffald, hvorfor virksomheden ikke efterlever kravet om 75 % gylle i anlægget, og derfor ikke kan opnå støtte. I samråd med sparringspartnere på biogasprojektet har Kohberg fået vurderet potentialet i brødaffaldet til at kunne generere over 10 gange mere biogas i forhold til en tilsvarende mængde gylle. Volumen af genereret biogas er derfor et ikke uinteressant tal for fødevarevirksomheder. Etableres et anlæg ved Kohbergs bageri i Bolderslev, viser beregningerne, at virksomheden stort set kan blive uafhængig af fossile brændsler til produktionsformål. Endvidere opleves det, at danske producenter af biogasanlæg giver op, når det gælder etablering af biogasanlæg næsten udelukkende baseret på industriaffald. En af grundene hertil er støtteordningens manglende fokus på denne type af biogasanlæg. Det er vigtigt, at der i fremtiden skabes miljøvenlige produktioner, ikke mindst af fødevarer såsom brødaffald fra Kohberg, hvor der ofte anvendes meget energi til fremstilling. Hensigten med støtten til etablering af biogasanlæg er derfor en god idé, men der kan opnås endnu flere fordele ved at støtte anlæg, som ikke baseres på gylle.
Relevant information
http://www.kohberg.dk
Firma
Kohberg Brød A/S
Kernesvinget 1
6392 Bolderslev,
Danmark
27 25 64 13
27 25 64 13
http://www.kohberg.dk