06/03-13
-
Pressemeddelelse
Taasinge Elementer bag facaden i Albertslund
I Albertslund får 544 familier over de kommende tre år deres rækkehus ført op til moderne standard. Arbejdet på det første rækkehus er netop gået i gang og bag renoveringen står bl.a. Taasinge Elementer.
Frem til 2015 indgår Taasinge Elementer i et renoveringsprojekt, hvor 544 rækkehuse i Albertslund skal renoveres for at fremtidssikre boligerne og give dem tidssvarende boligkvaliteter. MT Højgaard har hovedentreprisen på opgaven, og har valgt Taasinge Elementer som samarbejds-partner på tag - og facadedelen. Opgaven omfatter komplet renovering fra yderst til inderst med nye facader og nye tage for at opnå en tidssvarende isoleringsstandard.
"Ud af de seks elementleverandører, der gav tilbud på opgaven, blev Taasinge Elementer valgt til opgaven. Årsagen er først og fremmest at de var de billigste. Men dernæst ved vi også, at de kan føre ideerne ud i livet, og arbejder målrettet hen mod målet. Sidst, men ikke mindst, så kan de sammenholde økonomi og teknik i ét spil. Det betyder, at vi kan være sikre på, at økonomien holder hele vejen igennem, samtidig med at vi har den mest kompetente sparringspartner", siger senior tilbudsberegner Erik Lindgren hos MT Højgaard.
God totaløkonomi
Projektet er et led i Albertslund kommunes helhedsplan for bygningsfornyelse i Albertslund Syd. Oprindeligt var der lagt op til delvis udskiftning af facader, men MT Højgaard og Taasinge Elementer foreslog at foretage en totaludskiftning af facade-elementer frem for en delvis renovering. En løsning der sikrer, at der ikke opstår skimmel mv. fra de gamle facader, og som bygherren er meget begejstret for.
Dermed omhandler projektet en komplet renovering på tag og facade, tilbygning af karnapper med store glaspartier i stueetagen og nye vinduer i stueetage samt på 1. sal. Renoveringen betyder også, at boligerne bliver udvidet fra 90 til 106 m2.
For Taasinge Elementer, der gennem mere end 40 år har specialiseret sig i præfabrikerende træelementer til byggeriet - kvist-, tag-, facade- og dækelementer, er projektet særdeles kærkomment - det er med til at holde gang i hjulene i en tid, som generelt er hård for branchen:
"Projektet er en af de største enkeltstående leverancer her i Taasinge Elementer, og derfor er vi selvfølgelig rigtig glade for ordren. Samtidigt er det en ordre, der passer rigtig godt ind i vores produktionsflow og en ordre, der kan gennemføres uden de store flaskehalse i projekteringsfasen", siger divisionsdirektør Lauritz Rasmussen.
Strenge energikrav
Også for de involverede familier i boligerne kommer der til at være god økonomi i energiregnskabet. Det forventes at den fremtidige energibesparelse bliver ca. 300-500 kr. pr. md. for hvert enkelt rækkehus. Prisen er baseret på nuværende energipriser.
"Taasinge Elementer lever op til de strengeste energikrav på deres præfabrikerede løsninger. Og det er vigtigt i Albertslund-projektet, da renoveringen af de 544 boliger bygger på erfaringerne fra et pilotprojekt, der blev gennemført på de første seks boliger. Dette projekt blev støttet af EUDP (Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram), og i det store projekt er det tilsvarende vigtigt, at vi kan levere energirigtige løsninger", siger Erik Lindgren fra MT Højgaard.
Fakta om renoveringsprojektet
Det er boliger under Vridsløselille Andelsboligforening - VA 4 Række, og Albertslund Boligselskab - AB Syd, der gennemgår renoveringen. Det omfatter i alt Hvalens Kvarter, Krebsens Kvarter, Fiskens Kvarter, Elefantens Kvarter, Løvens Kvarter, Bjørnens Kvarter, Oksens Kvarter, Vædderens Kvarter og Hjortens Kvarter.
Der er forud for renoveringen gennemført en renovering af i alt otte boliger. Ved denne renovering blev den økonomiske ramme sat for den efterfølgende renovering pr. bolig, suppleret med støtte fra EUDP-midler. Renoveringsindsatsen holdes inden for 1,4 mio. kr. pr. rækkehus.
Renoveringen forventes at blive gennemført på ca. tre år - så renoveringen er færdig i 4. kvartal af 2015.
Læs mere om projektet her: www.masterplansyd.dk
Fakta om Taasinge Elementer
Taasinge Elementer er en division i Palsgaard Gruppen med elementproduktioner på Taasinge og i Hampen. Taasinge Elementer er markedsledende inden for præfabrikerede træelementer og leverer præfabrikerede element-løsninger til både nybyggeri og energirenovering. Løsningerne tilpasses de mest krævende energikrav i lavenergiklasse 2010, 2015, 2020.
Taasinge Elementer har været med på flere store energirenoveringsprojekter, herunder Gyldenrisparken, Islandshøjparken, Langkærparken, Fælledgården og Codanhus.
Relevant information
http://www.taasinge.dk
Firma
Taasinge Elementer
Bjernemarksvej 54
5700 Svendborg,
Danmark
+45 63 22 51 43
+45 63 22 51 43
http://www.taasinge.dk