31/10-12
-
Pressemeddelelse
Ældrevenlig computer åbner digital verden for mormor
dukaPC gør det muligt for seniorer at bruge computer og internet, og i 2012 har de internationale priser regnet ned over den lille danske virksomhed. Senest er dukaPC blevet hædret for sin gode kundeservice med den internationale erhvervspris Stevie Award.
"Det er den, de kalder en mormor-computer," griner 71 årige Elisa Ramløse Sørensen fra Frederikshavn, når snakken falder på den dukaPC, som hun nu har haft i et halvt år.
Hun er en af de mange dukaPC-brugere, som har fået adgang til den digitale verden efter at have anskaffet sig en computer, der er skræddersyet til seniorer uden it-kendskab. I løbet af det første halve år har Elisa Ramløse Sørensen sendt mange e-mails til familie og venner, og hun er blevet vant til at ordne bankforretninger og læse beskeder fra lægen på computeren. Det havde hun ikke tidligere troet muligt.
"Jeg følte mig lidt presset, da jeg hørte, at alt går over til det digitale, men da jeg så computeren i butikken, virkede det nemt, og så tænkte jeg, at der ikke kunne ske noget ved at prøve. Hvis jeg ikke kunne finde ud af det, var der jo altid nogen, jeg kunne ringe til og spørge," fortæller Elisa Ramløse Sørensen.
En hjælpende hånd
Netop det at tage brugerne i hånden og hjælpe dem i hele processen, er noget af det, dukaPC lægger stor vægt på og har succes med. Ved det store Stevie awardshow i Seoul i oktober blev navnet på den lille østjyske iværksættervirksomhed råbt op to gange. dukaPC fik både hæder i kategorien "Bedste virksomhed - computer hardware" og "Bedste kundeserviceteam".
Særligt prisen for kundeservice vækker glæde hos dukaPC's direktør, Erik Hougaard.
"Vi har fra starten haft meget fokus på kundeservice, for det er vigtigt, at kunderne bliver mødt med en hjælpende hånd, hvis de som udgangspunktet er lidt bange for teknologi - ellers går de i stå. Når kunderne ringer til os, starter de ofte med at undskylde ulejligheden, men vi tager os god tid, og de skal på ingen måde føle, at de er til besvær. Vi lægger vægt på, at kunderne føler, at de selv kan, og det giver dem en succesoplevelse, når de eksempelvis selv kan finde ud af at sende e-mails," forklarer Erik Hougaard.
Seniorerne har været overset
Siden den første dukaPC blev solgt i december 2010. er det gået stærkt. I starten sad der blot to medarbejdere på kontoret, i dag er der 20. dukaPC har senest ekspanderet forretningen til Norge og er også godt på vej i Tyskland
Ifølge Erik Hougaard ligger nøglen til succesen i den tryghed som dukaPC's koncept er bygget op omkring. Det skal være nemt og trygt for ældre at bruge en computer.
"dukaPC er unik, fordi vi henvender os til en overset målgruppe, der før var afskåret fra samfundets digitale tjenester. Vi hjælper dem med at bruge computeren, og det åbner en helt ny digital verden for seniorerne," siger Erik Hougaard.
Prisregn i hele 2012
2012 har budt på lidt af en prisregn over dukaPC. Ud over de to priser ved Stevie Award, har dukaPC i 2012 modtaget flere internationale priser i form af en Bully Award og en Red Herring Top 100 Europe Award, som begge er modtaget på grund af virksomhedens innovation og potentiale inden for it-branchen. Desuden modtog virksomheden i marts Iværksætterprisen i kategorien IT & Teknologi.
...
Billedtekst til "duka-tablet":
Udover en traditionel PC og en bærbar computer, laver dukaPC også en ældrevenlig tablet.
Billedtekst til duka-MRO_EHO"
dukaPC har modtaget en del priser, men kundeservicechef Mads Rosenkrands Olsen (tv) og adm. direktør Erik Hougaard er særligt stolte af prisen for god kundeservice.
For yderligere oplysninger kontakt:
Adm. direktør. Erik Hougaard: tlf. 23 24 11 55
Salgs- og marketingchef Henrik Hoffmeyer: tlf. 61 61 48 48
Yderligere billeder og logo: http://www.dukapc.dk/ShowText.aspx?Key=PressGraphic
Yderligere information om Stevie® Awards: http://www.stevieawards.com/pubs/sales/awards/426_2281_21508.cfm
Relevant information
http://www.dukapc.dk
Firma
duka PC Aps
Anelystparken 47D
8381 Tilst,
Danmark
23 24 11 55
23 24 11 55
http://www.dukapc.dk