28/03-12
-
Pressemeddelelse
Intimkoncerter giver fulde huse på hoteller
Musikken spiller på de danske hoteller. Danskernes trang til købe komplette "oplevelsespakker" har banet vejen for en succesfuld tendens i en ellers presset branche. Flere hoteller har nemlig fået stor succes med at afholde intimkoncerter med kendte danske popnavne, som kombineres med en god middag og en overnatning i hotellets dyner. Det fortæller Jørgen Christensen, som er direktør for foreningen Danske Kroer & Hoteller.
"Vi ser en klar tendens til, at folk gerne vil købe pakker - både så de på forhånd kan se, hvad prisen bliver, og så de kan få koblet nogle oplevelser sammen. Især koncerter har været en succes for hotellerne over hele landet, siden det for alvor begyndte for et års tid siden, så vi opfordrer vores medlemmer til at tænke i de baner, fordi vi kan se, at det er det, folk efterspørger," siger Jørgen Christensen, som dog ikke har statistik på interessen.
"Vi kan bare se, at det går som varmt brød - alle de af vores medlemmer, der har prøvet det, har fået udsolgt på rekordtid. Det er dog vigtigt, at det er et kvalitetsprodukt, man tilbyder - to mand på hammondorgel gør det ikke," siger han.
Koncerter med nærvær
Montra Hotel Sabro Kro er et af de hoteller, som har satset på at tiltrække gæsterne med kendte danske popnavne. Lis Sørensen, Søs Fenger, Sko/Torp og Erann DD er nogle af de navne, som allerede har spillet for en fuld sal. Senere på sommeren lægger Rasmus Nøhr og Brødrene Olsen også vejen forbi hotellet lige uden for Aarhus.
"Vi får god respons på, at det er en intimkoncert, hvor folk kan sidde og nyde musikken på en anden måde. Det virker også til, at kunsterne nyder det, for der er altid meget nærvær i koncerterne," fortæller hoteldirektør Jakob Wätjen.
Det er muligt at købe billet alene til koncerterne, men typisk tager 240 ud af de 250 gæster en middag med, og cirka 150 overnatter også.
"Der er tit en god fest i baren efter koncerten. Ofte er det sådan, at to-tre par tager af sted sammen for at få en hyggelig weekend," siger Jakob Wätjen, som ser intimkoncerterne som et godt supplement til hotellets primære aktiviteter.
"Vi kan placere arrangementerne på de dage, hvor vi kan se, at vi ellers ikke ville have travlt. Det giver mulighed for en god omsætning på nogle stille dage," siger han.
Gengangergæst kombinerer oplevelser
En af de gæster, som har set flere af koncerterne på Montra Hotel Sabro Kro John Andersen, der er kædedirektør i Expert Danmark. Han bor i Lejre, og det bliver tredje gang, at han og konen tager turen til Sabro for at høre musik.
"Det er en god mulighed for at kombinere flere oplevelser. For mig starter det med, at det er en kunstner, vi rigtig gerne vil høre, og så ved jeg, at de laver noget god mad, og at der er altid en hyggelig stemning bagefter. Da vi kommer fra Sjælland overnatter vi på hotellet, og så kombinerer vi det med en shoppingtur i Aarhus dagen efter," fortæller John Andersen.
For yderligere oplysninger kontakt:
Jørgen Christensen, direktør for Danske Kroer & Hoteller: 2167 4455
Jakob Wätjen, direktør for Montra Hotel Sabro Kro: 8694 8922
Læs mere om Montra Hotel Sabro Kro og koncerterne på: www.sabrokro.dk
Relevant information
http://www.sabrokro.dk