14/05-12
-
Pressemeddelelse
Inkasso med fløjlshandsker
Inkassovirksomhed fremkalder ofte billeder af hærdebrede fyre eller angstprovokerende dyre advokatregninger. Det er sjældent godt for en virksomheds forhold til kunden, og imaget lider ofte også et knæk i offentligheden, når dårlige sager popper op i medierne. The Call Company er netop som den første telemarketingvirksomhed blevet autoriseret inkassovirksomhed, hvilket giver mulighed for en mere imødekommende måde at inddrive manglende betalinger.
Efter en lang periode med økonomisk jubelstemning har finanskrisen betydet, at mange virksomheder i dag skal bruge flere og flere ressourcer på at inddrive penge fra kunder, der har problemer med at betale deres regninger.
"Over de senere år er der sket et skifte, så vi i dag har flere nødlidende kunder. Vi må nok vende os til, at inddrivelse af tilgodehavender bliver en naturlig kundeaktivitet fremover," siger underdirektør i BRFkredit, Tom Palving.
"Udfordringen er ofte at have mandskab til at løse opgaven. Når der eksempelvis kommer en bølge af kunder, der vil konvertere deres lån, kræver det mange ressourcer, og så bliver de kunder, der hænger med terminen måske ikke prioriteret så højt. Det er problematisk, for vi ved, at jo hurtigere vi følger op på en manglende betaling, jo større succes har vi med at hjælpe kunderne med at undgå at komme ind i en uoverskuelig gældsspiral," fortæller han.
For at kræve penge ind på vegne af andre skal man enten være advokat, bank eller have en autorisation. The Call Company har som det første contactcenter netop fået sådan en autorisation, hvilket åbner for en gylden middelvej.
"Vi laver det, vi kalder for 'reminder kald', til de kunder, hvor betalingen hænger bremsen. Her erstatter vi den grimme rykker og trusler med en venlig stemme. Igennem dialog finder vi frem til, hvad der er gået galt, og hvordan vi kan få skabt en holdbar løsning fremadrettet. Det er godt for kunden, men også virksomheden, som forhåbentlig vinder en kunde frem for at tabe den. Dårligt udførte inkassosager kan være ødelæggende både for kundernes loyalitet og virksomhedens image," fortæller Simon Agger, der er direktør i The Call Company.
Den nye mulighed er yderst interessant, vurderer Tom Palving.
"Det kan muligvis give os den ønskede fleksibilitet, og det åbner for helt nye samarbejdsformer for en finansiel virksomhed som os. Det kan være ret følsomt at tale med kunderne om deres økonomi og ikke noget, vi kan eller vil overlade til hvem som helst. Vi er underlagt en øget fortrolighed i forhold til persondata og sådan en autorisation er en forudsætning for, at vi i givet fald vil gå ind i et samarbejde med en ekstern partner," understreger Tom Palving, som vil kigge nærmere på om BRFkredit skal indgå et samarbejde med The Call Company.
"Der er flere eksempler på, at kundeservicemedarbejdere har en større succesrate end deciderede inkassofolk, simpelthen fordi dialogen med kunden har et andet udgangspunkt, der er mere serviceminded. Derfor synes jeg, det er positivt, at der nu er mulighed for at indgå den slags samarbejde med en virksomhed, der har deres udgangspunkt i kundeservice, og hvor autorisationen er et udtryk for et professionelt og konsistent stykke arbejde," siger han.
********
Om The Call Company A/SThe Call Company's kerneprodukt er at håndtere kunde- og salgsservice og telemarketing for andre virksomheder. Ydelserne er ikke fastlåst til specifikke brancher eller produktområder. Således er der tale om en virksomhed, der spænder bredt i kompetencer og ydelser.
Kundelisten tæller blandt andre Gyldendal, Call me, FDB, Bonnier Publications, Greenpeace, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet, Canal Digital m.fl. The Call Company beskæftiger 150 medarbejdere og har eksisteret siden 1/7 2010.
KontaktBRFkredit
Klampenborgvej 205
2800 Kgs. Lyngby
Tom Palving
Underdirektør, Privat
Tlf: 4526 2531
Relevant information
http://www.thecallcompany.dk